post of appreciation
Jeg sidder i bilen, og solen titter frem bag de få skyer på himlen, og skinner igennem den lettere beskidte bilrude. Solen gør min krop hed, taget i betragtning af at vi stadig befinder os en dag i februar, den sidste vintermåned. Lyset der skarpt rammer ind i mine øjne, giver en svag hovedpine, men forhindre dog ikke mit sind i at løbe løbsk med mine tanker. Vinduet bliver rullet ned, og vintervinden siver svagt gennem den lille sprække og giver min krop et frisk pust. Få ord bliver vekslet mellem mig og min far. Jeg bliver fyldt op med en vis mængde glæde, og drømmer mig ud i fremtiden, og fortiden. Den blå let skyet himmel, komplimentere min følelse helt fint. Frisk, åben og klar, men med få komplikationer. Selvom disse ord ikke kan sammenlignes med den næsten euforiserende følelse jeg havde i de ca. 30 minutter, så var længslen for at skrive hvert et ord fra mit hoved ned, alt for stor til at lade være
