post of appreciation
Jeg sidder i bilen, og solen titter frem bag de fÄ skyer pÄ himlen, og skinner igennem den lettere beskidte bilrude. Solen gÞr min krop hed, taget i betragtning af at vi stadig befinder os en dag i februar, den sidste vintermÄned. Lyset der skarpt rammer ind i mine Þjne, giver en svag hovedpine, men forhindre dog ikke mit sind i at lÞbe lÞbsk med mine tanker. Vinduet bliver rullet ned, og vintervinden siver svagt gennem den lille sprÊkke og giver min krop et frisk pust. FÄ ord bliver vekslet mellem mig og min far. Jeg bliver fyldt op med en vis mÊngde glÊde, og drÞmmer mig ud i fremtiden, og fortiden. Den blÄ let skyet himmel, komplimentere min fÞlelse helt fint. Frisk, Äben og klar, men med fÄ komplikationer. Selvom disse ord ikke kan sammenlignes med den nÊsten euforiserende fÞlelse jeg havde i de ca. 30 minutter, sÄ var lÊngslen for at skrive hvert et ord fra mit hoved ned, alt for stor til at lade vÊre
