#randersteater

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Der er indlagt søde sommerhusdrømme, muntre forviklinger og mågefrækheder i en lettere bedaget revystil i Randers Teaters hyggelige teateroplevelse for de mindste.

Nok er boligmarkedet glohedt for tiden, men ligefrem at købe et sommerhus aldeles ubeset, det er alligevel vildt. Ikke desto mindre er det, hvad vores hovedperson (fint spillet af Nanni Lorenzen) har gjort.

’Uuuh – ferie er herligt’ synger hun kækt i små hæle og pæn nederdel med rullekuffert. Farverne matcher og der er tjek på tingene. Dette til trods har hun stort besvær med at finde det rigtige hus langs kysten.

Sommerhygge og god stemning

Vi møder hende, som hun leder rundt på stranden, der enkelt er kreeret med lidt prydgræs og en blå himmel i baggrunden. Med målrettet fokus på husnumre passerer hun scenens iøjnefaldende lille laksefarvede fiskerhytte.

Man ser for sig, hvordan publikum ivrigt vil hjælpe hende, når der er nok af den rigtige målgruppe i salen. De kvikke vil hurtigt pointere, hvordan nr. 6 og nr. 9 kan forveksles, men under Aprilfestivalen må hun selv finde ud af at få vendt tallet rundt, så virkeligheden stemmer med hendes købspapirer.

Igen overraskes vi lidt af hendes karakter. Ved første øjekast ligner hun en klassisk fin dame. En temmelig pertentlig og sirlig type, der godt kan lige at planlægge og farvekoordinere, men skindet bedrager. Hun tager det hele i stiv arm med glad revy-sang, som huset bliver ved med at overraske.

Intet kan forstyrre den gode sommerglade stemning, som Jakob Venndts musik fint understreger.

Første udfordring vælter ud, da hun får åbnet døren og står med dørhåndtaget i hånden. Den fine lille fiskerhytte er yderst faldefærdig og fyldt med gammelt ragelse. Det tackles med imponerende gå-på-mod og mere sang. Ikke engang den frække måge, som viser sig at bebo huset, kan pille ved vores fine dames muntre humør. Modvillig måge

Nanni Lorenzen er alene på scenen stykket igennem, hvilket til tider har sine udfordringer timing-mæssigt. Hun agerer dog flot både dame og måge, og når de to er på scenen samtidig, fungerer det imponerende godt, at fuglen lige kan dreje hovedet lidt ’af sig selv’, når den ellers er sat væk i scenekanten. Det gør den yderst livagtig, og flere af de mindste vil meget gerne røre det fine dyr, der har godt med fylde og fjer.

Her er helt tydeligt tale om en af de store havmåger, og den frække fugl føler sig så absolut hjemme. Fuld af ballade og ejerfornemmelser over stedet pakker den damens kuffert sammen, og stjæler hendes solhat.

I starten er det ren ’titte-bøøh-teater’. Mågen kigger kun frem, når hun er væk, og når hun er tilbage, forsvinder den. Igen ser man publikums entusiastiske tilråb for sig.

Da de to endelig mødes, er det ikke kun i kamp om solhatten, men også mere grundlæggende om retten til huset. Vores hovedperson forstår udemærket, hvad den siger, uden vi hører en lyd fra den, og den gode måge undskylder sig med både højdeskræk og dårlig mave for ikke at blive smidt på porten af den foretagsomme dame. Plads til alle

Aftale på aftale indgås, men den modvillige måge snyder hende igen og igen. Vores fine dame, viser sig fortsat imponerende overskudsramt og er helt utrolig flink af sig. Fuglen får mange chancer, og til sidst forbarmer hun sig helt. Fuglehuset udvides, og de deles om huset.

At Nanni Lorenzen er så elskelig, og at mågen også er helt umulig ikke at holde af, bærer i al sin enkelhed det hele. Dette er om noget en letfordøjelig, light sommerforestilling, der ikke udfordrer det store, men man er garanteret god sommerstemning for de mindste med noter af retro revy-stil.