Der er ingenting særligt at sige om det øjeblik, udover at det er der, det sker. Vi er som sædvanligt langt fra hinanden, men holder den her sansemæssigt sparsomme kontakt, der har stået på siden sidst: Korrespondancen. Datastrengene, der bølger igennem alting med lysets hastighed, og som supercomputeren i min lomme på ubegribelig vis forstår at samle op og viderebringe mig uden at gøre unødigt opmærksom på alle mellemledene. For det er dig, der vibrerer mod mit lår og toner frem på displayet, og jeg kigger over på den ældre dame, der sidder skråt overfor mig i toget, lige idet det buldrer ind i mørket i tunnellen under Storebælt, og da ved jeg, at jeg er forelsket i dig. Og kroppen ved det først. Det spreder sig, verden forandrer sig. På den måde er der intet, der er det samme, og den første lykkelige cigaret på hovedbanegården kunne ligeså godt være den første nogensinde. Det er nærmest som om, at det er bevidstheden, som lyset senest falder på. Som om det er sådan ringen sluttes. Endelig ved jeg, hvordan det forholder sig. Næste gang er til en fest, og der er et tidspunkt, hvor du trækker en stol hen til mit hjørne, og du kaprer samtalen alene ved dit store, brede smil, den klovnemaske af en fjoget rød halvbue du formår at klistre på dit runde ansigt, som om du ikke engang gør dig umage. Det er allerede for sent. Jeg er allerede ved at flette os sammen. Jeg er allerede ved at lade fantasien løbe af med mig. Der er samtaler, jeg lader udspille sig, undseelige samtaler, os to underlagt de mest almindelige omstændigheder, man kan forestille sig, som når du endnu engang skynder på mig, inden vi er på vej ud af døren, eller det blik du sender mig, når du vil forsikre dig, at jeg husker at hente det der på posthuset/biblioteket/ved bageren. Jo mere profant, jo mere overbevisende, og  jo grimmere jeg prøver at fremmane dig, jo mindre er jeg i tvivl: Du ligger i sengen i en afvasket hvid t-shirt med svedskjolder under armene, og tømmermændene bobler af dig, sengetøjet er vædet i kondensvand, og du gisper efter vejret med hovedet hængende udover sengekanten, imens hårene rejser sig på dine store, blege lår, der stikker ud under dynen som to ukogte pølser nogen har glemt på en engangsgrill. Du har taget på. Din stemme skærer et eller andet over, når du beder mig om at åbne eller lukke vinduet eller hente et glas vand eller en pose click-mix i kiosken. Du er ulykkelig over noget, noget ubetydeligt eller ubegribeligt, og jeg elsker dig. Næste gang er jeg forsvarsløs. Lampen hænger lavt over bordet og tegner en mørk skygge på tværs af i din pande. Nu er der ingenting at gemme sig bag, det er kun os to, og du overgår selvfølgelig enhver af mine forestillinger. Jeg har glemt spise og bliver hurtigt beruset. Keder jeg dig?, spørger du, da jeg endnu engang falder i staver ved din måde at gøre tingene på. Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med sådan et spørgsmål. Du aner nok, hvor sårbar jeg er. Du foreslår endnu engang, at vi drikker en øl til. Jeg har altid elsket piger, der holder af at beruse sig, jeg synes det er ekstremt charmerende. Lampen hænger lavt over bordet og tegner en mørk skygge på tværs af din pande. Du sætter en hånd for lyset for bedre at kunne se mig. Det smil, hvordan skal jeg kunne sige nogetsomhelst til det? Du spørger mig endelig, hvad jeg egentlig vil, hvorfor vi skulle mødes, men det er allerede for sent. Alt for sent. Bartenderen melder sidste omgang, og jeg er holdt op med at afslutte mine sætninger. Du smiler overbærende til mig, alt for overbærende. Det dæmrer langsomt: jeg er et barn, du passer på, ikke meget anderledes end børnene i det asylcenter, hvor du arbejder som frivillig. En porøs skabning, der er blevet afhængig af dit blide væsen, og du er for god af dig. Ligesom ham drengen på tretten, der ringede på døren til din lejlighed sent om natten. Han havde stjålet en bil og ville stikke af til Amerika, og du skulle med. Hans forældre var blevet slået ihjel for øjnene af ham i en eller anden trøstesløs afghansk landsby, og du vidste jo godt, at han ikke var til at redde, at han var uhelbredeligt traumatiseret, og det var det, der gjorde dig stædig. Jeg husker alt hvad du fortæller. Du minder mig om de praktiske omstændigheder, og det er egentlig ikke så avanceret, men alligevel langt over min grødede hjernes fattevne. Man kan ikke køre til Amerika, det var en tåbelig idé fra begyndelsen af. Gad vide om du nogensinde øjnede en mulighed. Du sidder trods alt her, du mødte op. Lampen hænger lavt over bordet og tegner en mørk skygge på tværs af din pande. Du sætter en hånd for lyset for bedre at kunne se mig. Kom tættere på, siger du. Jeg mærker varmen fra dit ansigt. Der løber kolde bølger igennem min krop, kuldegysninger, der vender indad, alt det, der synker ind. Du siger noget, der giver komplet mening, og jeg kan mærke stødene fra din mund, dine lunger der trækker sig sammen og udvider sig, imens du taler. Tættere på kommer jeg aldrig. Vi har ikke flere cigaretter, ikke flere undskyldninger, ikke mere der kan trækkes ud. Næste gang er sidste gang. Jeg ringer på døren til din lejlighed sent om natten og laver en scene, men det er ikke værd at fortælle om, det er en af de hændelser, der aldrig burde være fundet sted. Og selv da, da jeg gør mit bedste for at få alting til at krakelere, bøjer du af for vinden, somom det er omvendt, som om det er verden, der former sig efter dig, i dit billede. Jeg kører den stjålne bil i havnen og tænder en cigaret, imens vandet langsomt trænger ind i kabinen. Det er utroligt så lang tid det tager for sådan en metalklods at forsvinde under vandspejlet. Man skulle tro den ville synke til bunds som en sten. Min ånde hænger som en skulptur i den knastøre nat og er mere til stede i verden end jeg. Det er svært at være tretten år, der er så meget, som man ikke forstår. Der må være en af institutionerne, der leder efter mig, der må være et sted, hvor jeg står skrevet op som en uregelmæssighed, der skal tages hånd om. Der må være en frivillig et sted, det må der være, det skal der være. Man kan ikke køre til Amerika, og man kan ligesågodt glemme at komme igennem paskontrollen, hvis ikke man har orden i papirerne. Der var engang, hvor man kunne få lov at komme ind i cockpittet, når man krydsede atlanten, og kaptajnen kunne berolige en ved at fortælle om dippedutterne og lyspanelerne og sikkerhedsforanstaltningerne, hvis nu man var blevet ramt af en pludselig skræk for at styrte i døden, men sådan har det ikke fungeret i lang tid. Du sætter en hånd for lyset for bedre at kunne se mig. Hvis man er klar til kærligheden, så kommer den til en, siger du. Måske ikke første gang, måske ikke anden gang, for det er et voldsomt puslespil, der skal gå op, men den kommer. Kom tættere på, siger du. Jeg mærker varmen fra dit ansigt, tættere på kommer jeg aldrig.