#ordblind

ANMELDEREKSEMPLAR: Nikolaj hader dansk. Det går altid galt, når lærer Birger vil have ham til at læse i læsebogen. Så driller slimmonsteret. Tager alle bogstaverne eller får Nikolaj til at lave ballade. Det er meget bedre at have historie. Når Signe fortæller, er monsteret stille i penalhuset. En dag i dansk laver slimmonsteret så meget ballade, at Nikolaj bliver sendt på kontoret. Ingen forstår ham, og måske skal han skifte skole. Heldigvis møder Nikolaj en, der ved præcis, hvordan han har det. 

Nikolaj og det slimede eksplosive bogstavemonster giver et indblik i det at være ordblind og ikke vide det endnu. Nikolajs frustration som fortælles med slimmonsterets opførelse gør det meget synligt for både børn og voksne, hvad det er, der er på spil. Det er vigtigt, der kommer åbenhed og fokus på ordblindhed. Det hjælper denne bog i høj grad til. Kan læses af både børn og voksne. Gerne sammen. 

Undervejs i historien, stilles der refleksionsspørgsmål. Bogen er fint og farverigt illustreret. Man kan også arbejde videre i den tilhørende Mig og Nikolaj - min eksplosive jeg-kan-bog.

Min ryg går ondt… hvor er jeg? Hvorfor ligger jeg ned? Hvad er der sket? Der kommer et brøl, som ekkoer igennem de mange korridorer, jeg griber mit svær, der ligger en fod væk fra mig, og rejser mig op, med smerte i hele kroppen. Der kommer noget ud fra den mørksete korridor, et væsen som ligner noget ud fra en spøgelses historie, den har seks behåret spinkle ben, der næsten ikke laver nogen lyd, og en otte meter lang krop, der er ligeså behåret som benene, hvis ikke mere, og så kom der hovedet, som ligner et misdannet øglehoved, med de skabets og og gulsete tænder jeg nogen sinde har set. Jeg stammer mit grab om Ward, mit svær. Vi står begge stille, og venter på den andens næste træk, og efter et par sekunder løber ropen, som er navnet på dette monster. Den løber på fuld knald imod mig, og jeg hopper til siden i det sidste øjeblik, så den hammer ind i muren bag mig. Ropen vælter rundt, og det er her jeg slår til, med et stik i siden af ropen, og den giver et kæmpe hyl, endnu højre end før, løs, som de tæt liggende byer sikkeret har hørt. Ropen falder sammen… jeg venter et øjeblik med at komme tætter, da roper er kendte for at snyde deres bytte, men efter et minuts tid bevæger jeg mig tætter, og mærker efter dens puls… den er død. Jeg sider mig ned på jorden, udmattet.

Efter nogle minutters tid tager jeg mig sammen, og tager min kniv frem, stikker den hårdt igennem dens tykke hud, og skære dens lever ud - hvorfor? spørger du nok. Vel, jeg er ikke bare en person der tilfældigvis støtte ind i dette væsen, nej, jeg har jagtet det i nogle dagen, for at indsamle dens lever, som indenholde en væske der bliver brugt til medicin - og jeg har så fået en kontakt på at anskaffe denne lever.

Jeg drager ud af disse mørke kameraer, og tager hen til en lille landsby, hvor jeg vil modtage min belønning.

Jeg ankommer til den lillelandsbys mure, der er bygget af masser af træstammer - som er lavet for at holde forbryder og farlige væsner ude. En mand råber fra den anden side af muren, igennem et lille hul i en port: “Hvem er du? Og hvad bestiller De her?” jeg renser min hals og råber: “Mit navn er ligegyldigt, men hvis du skal kalde mig noget, så kan du, og alle de andre, kalde mig Arduum! Og jeg er en Mørke Jæger, og jeg er her for at opfylde en kontakt!” der gik ikke lang tid, før porten bliv åbnet, og en eller anden bonde, som “leger” soldat, kom ud og siger jeg skal følge efter ham ind i de gejstliges bolig.