#narkoslang

Tanker om Narkoslang*

Det sprog, der bruges til at tale om stemningsændrende stoffer i den danske offentlighed er ofte upræcist og ladet med fordomme om stofbrugere. Ligesom stofferne og deres virkning er også brugerne vidt forskellige. De kommer fra forskellige miljøer og klasselag, deres brug har varierende omfang, ligesom de har forskellige motiver for at beruse sig. Alligevel må brugerne ofte se sig selv reduceret til stereotype forestillinger om stofbrugeren. Den måske mest dominerende og sejlivet forestilling beskriver stofbrugeren som en person, der henslæber tilværelsen i viljeløs afhængighed og permanent armod på mændenes hjem eller trappeopgange på Vesterbro. En anden stereotyp dukkede op omkring årtusindeskiftet. Den beskriver stofbrugeren som en selvoptaget og tankeløs teenager, der høj på ecstasy og rottegift danser sig selv ihjel til technomusik. For det første tager stereotyperne afsæt i ekstreme tilfælde og dækker derfor langtfra den store variation i gruppen af stofbrugere. Eksempelvis er den store gruppe af rekreative brugere sjældent repræsenteret i den offentlige samtale om stoffer. For det andet frakender stereotyperne stofbrugerne deres individualitet, det vil sige deres evne til at handle og reflektere over deres egen situation.

Der findes forskellige måder at komme bagom stereotyper og fordomme, og en af dem er at se på det sprog, brugerne taler. Det er nemlig værd at bemærke, at der blandt stofbrugere - også dem man normalt opfatter som ressourcesvage - findes et sprogligt overskud, som sjældent, hvis nogensinde ser dagens lys. Det sproglige overskud, som man kunne kalde narkoslang, giver adgang til et mere fordomsfrit blik på stofkulturen på godt og ondt i al dens mangfoldighed.

Tiggersprog

Ordet ”slang” er selv et slangudtryk. Det stammer fra betegnelsen slanguage, som er en sammentrækning af det engelske beggars language, det vil sige tiggersprog. Ordene er med tiden blevet sat sammen, således at S'et fra beggars blev sat foran language. Det er så blevet til slanguage, der igen over tid er blevet forkortet til slang. At alternativ sprogbrug oprindeligt er blevet sat i forbindelse med tiggere, vidner om, at slang har været anset som noget underlødigt og forbundet med lavstatus. Det er formentlig derfor, at den første danske slangordbog fra 1866 blev udgivet under pseudonym. Den blev skrevet af professor i orientalske sprog, Viggo Fausbøll, men fordi Fausbøll ikke offentligt ville stå ved at beskæftige sig med sprogets mere vulgære sider, stod der V. Kristiansen på bogens ryg, da den udkom. Fausbøll bruger ikke selv betegnelsen slang, men kalder det 'gadesprog'. Han skriver i forordet, at ordbogen skal tjene som advarsel mod den trussel, som ”gadesproget” udgør, og at det i øvrigt er familiefaderens opgave at forhindre, at denne type sprog trænger ind i familien. I dag er holdningen til slang noget mere afslappet, men betegnelserne 'tiggersprog' og 'gadesprog' peger på et forhold, der stadig gælder i dag, nemlig at den alternative og kreative sprogbrug især findes på kanten af majoritetssamfundet. I en senere dansk slangordbog udgivet i 1962 beskrives slang som handlingens sprog, der smider jakken, spytter i næverne og tager fat. Slang er med andre ord et handlingens sprog, der begynder der, hvor den formelle sprogbrug hører op. Det er måske forklaringen på, at sproget netop blandt stofbrugere er så opfindsomt. Fordi her må man selv opfinde ordene, hvis man vil forklare sig og kommunikere indbyrdes.

Eksempler på Narkoslang

Slang udspringer næsten altid af konkrete erfaringer. Som når en type beroligende piller, de såkaldte benzodiazepiner, i området omkring Vesterbro i København bliver kaldt dommervagtspiller. Det gør de, fordi dommervagten med stor sandsynlighed er der, man vågner op, når man har taget sådan én. Samme type medikamenter kaldes blandt mennesker, der bruger forskellige former for hallucinogener, for trip-dræber, fordi de er gode til at afrunde et trip. Måske især hvis trippet har udviklet sig i en ubehagelig retning. En pointe er her, at betegnelsen 'benzodiazepiner', modsat slangbetegnelsen, intet fortæller om den sammenhæng, stoffet indgår i. Slangbetegnelserne afslører også en humoristisk omgang med sproget, som når stoffet ketamin kaldes for ”hest”, fordi dets oprindelige brug er hestebedøvelse. Af samme grund kalder man det at være under indflydelse af ketamin for at ride, ligesom brugeren af stoffet kaldes for en ridder. At kalde en person, der er under indflydelse af ketamin, for en ridder, bør opfattes ironisk, da personer på ketamin sjældent bevæger sig særlig meget eller specielt hurtigt.

Slang retter sig ikke nødvendigvis mod stoffet eller russen, men kan også afsløre noget om blikket på autoriteter og myndigheder. Som når en mand efter at være vågnet op fra en overdosis hævder, at han har været oppe at hilse på den store sagsbehandler, det vil sige Vorherre. Man forstår på vendingen, at der også må findes en ”lille sagsbehandler”, og at denne, ligesom Vorherre, har indflydelse på brugerens skæbne. Man tænker også, at vendingen er opstået i et miljø, hvor sagsbehandlere frekventeres oftere end blandt gennemsnittet. En anden autoritet, der også må lægge ryg til øgenavne er politiet, som på Christiania kaldes ost, mens de på Vesterbro omtales som reklame (vistnok afledt af at politibilen før i tiden blev kaldt reklamevogn, fordi den har 'Politi' påmalet på siderne af bilen). Ingen af delene er vidst kærligt ment.

Når slang tidligere er blevet opfattet som vulgært, er det nok, fordi det er kendetegnet ved ikke at have berøringsangst i forhold til de emner, man ikke normalt taler om ved middagsbordet. Det kan for eksempel være, når det at indtage sit stof analt kaldes for 'en svensker'. Hvorfor det lige er broderfolket, der skal lægge navn til den aktivitet, er uvist, men måske det har noget at gøre med den almindelige stemning i folkedybet, der opfatter Sverige som arvefjenden. I hvert fald omtaler man også det, at knuse hovedpinepiller og sælge dem som fx kokain, som svensker-tricket. Dårligt eller falsk stof kaldes under tiden også for bøf. Det er dokumenteret, at stofkulturen generelt er kendetegnet ved en overrepræsentation af mænd. Det afspejler sig også i sproget om stoffer, på den måde at jo hårdere stoffet er, jo mere forbindes det med noget maskulint. Eksempelvis kan brun heroin betegnes som mandehash, mens hash omvendt sommetider omtales som husmorjunk.        

Stofbrugerslang er ofte lokalt og knyttet til en særlig gruppe mennesker. Derfor er den sproglige variation i talen om cannabis også større end eksempelvis kokain, fordi cannabis er mere udbredt og miljøerne mere spredte. Mængden af ord og vendinger for cannabis er derfor overvældende og næsten umulige at opsummere. Blandt de mest udbredte ord for hash kan nævnes bred, bønne, fed, fidro, galar, ganja, hashis, ju, kaya, kif, kush, klump, knold, nold, ryger, røg, sju, tjald. Mens pot blandt andet omtales græs, grøn (det grønne), himmelhø, hø, kvist, juletræ, ukrudt. Der skal ikke mere end en håndfuld mennesker til at udvikle deres eget lokale lingo. En person fortæller mig, at de i hans omgangskreds kalder en joint for en leno. De havde først kaldt jointen for en 'jay', men derfra sat ordet i forbindelse med den amerikanske talkshow-vært Jay Leno, hvorefter det endte med at hedde en leno. Andre og måske mere gængse udtryk for jointen er blålyn, blammer, johnny, ju, juju, lyn, pind, spliff, stok, stødtand, søm. Hvis jointen er stor og indeholder tobak fra to cigaretter kaldes den undertiden for en toløber. I samme boldgade kan en chillum, hvis den er tilpas stor, benævnes som et stoleben. Blandes og ryges flere typer cannabis kan man tale om en troldmand, troldfinger eller en tryllestav.

Kodesprog

Rundt om på nettet findes der forskellige tilløb til at indsamle stofbrugerslang. Problemet med de initiativer er, at deres målsætning er at afsløre stofbrugernes ”hemmelige koder”, bland andet for at hjælpe forældre til at gennemskue, om deres teenagebørn er på vej ud på et skråplan. Ligesom Viggo Fausbølls 150 år gamle ordbog over gadesprog mistænkeliggøres den alternative sprogbrug og opfattes forstsat som en trussel mod familien. Opfattelsen af slang i bred forstand har muligvis rykket sig de seneste 150 år, men stofbrugernes lingo er ikke blevet stuerent. Men det er en misforståelse, at stofbrugernes slang er opfundet for at snyde politiet eller narre bekymrede forældre. Stofbrugerslang opstår og udvikler sig spontant. Det kan fungere som en kulturel markør, der viser tilhørsforhold, men det præciserer også tit den sproglige omgang med virkeligheden. Sidst men ikke mindst tilbyder brugernes slang et mere fordomsfrit og humoristisk blik på stofkulturen, end det man normalt møder i den offentlige samtale om rusmidler.