Om voldtægt og voldtægtskultur
Dette er min reaktion til en tråd om feminisme på Blackmarket.dk / her omtalt BM. Trådstarter har postet videoer fra en youtube-bruger, der hedder Theamazingatheist (fæl fyr, by the way).
Lige en tanke til en af de pointer Theamazingatheist fremsætter : "Ih, jeg elsker også musik, jeg tror jeg ville vælge..." [indsæt mental lagring af voldtægt som hyggeligt] The amazingatheist siger at disse her "pseudofeminister" på internettet får voldtægt til at virke som værre end mord, fordi de snakker om det frem for mord hele tiden. Jeg kan godt forstå, det virker lidt forvirrende umiddelbart, for det er vel værre at slå nogen ihjel end at voldtage nogen? Men hør mig ad: Lad os starte med at spørge om, hvorfor feministerne snakker om voldtægt som et problem. Surely er mord et problem, når det finder sted, få ønsker nogen myrdet, men det vigtige spørgsmål er, om mord er noget man reelt frygter/har grund til at frygte? Og her er det jeg vil komme med følgende påstand: Vi har en voldtægtskultur der fremmer voldtægt. Vi har ikke en mordkultur der fremmer mord. Dette er grunden til, at fokus (for feministerne) lægges på det første. Vil nogen sige, at jeg nu tager fejl, må jeg hellere gøre forarbejdet: De færreste piger på BM vil svare ja til, at de er blevet myrdet (sjovt nok, men det passer nu også på tallene) eller at de kender folk, der er blevet myrdet. Men i gennemsnit vil 1/3 i løbet af deres liv kunne svare ja til, at de er blevet seksuelt forulempet i en grad, de vil kalde et decideret overgreb. Jeg er en helt normal pige, der lever med alt det man kan forvente (hvorfor kan man forvente det, kan du spørge dig selv?) som kommentarer og ufrivillig berøring fra mænd i det offentlige. Men jeg er også en af den tredjedel, der har oplevet mere alvorlige overgreb, som jeg naturligvis ikke har lyst til at dele med jer her. Heldigvis oplever de fleste kvinder kun almindelige ubehageligheder (igen, hvorfor finder alle ikkefeminister sig i det?), mens en 1/3 som mig skal leve med mere skelsættende oplevelser. Medmindre nogen synes, at 1/3 er få tilfælde, vil jeg altså nu gå videre og sige: Vi har altså en voldtægtskultur. Vi kan vel blive enige om, at 1/3 af os ikke udsættes direkte for mord i løbet af vores liv. Når det ikke er en decideret del af samfundet, er det måske svært at have en decideret kamp imod det. Hvordan kan man bekæmpe voldtægt, kan du så spørge? Læs venligst videre. Mange sammenligner mord og voldtægt, når de siger, at det er en uundgåelig del af verden. "Mordere og voldtægtsmænd er iblandt os og de er onde". Men hvem er voldtægtsmændene i virkeligheden? Der er jo sindssygt mange af dem (1/3 kvinder, anyone?). Voldtægt bliver oftest omtalt som noget der foregår, når en "fremmed mand springer ud af busken", men grunden til, at der findes så mange voldtægtsmænd er, at det i realiteten er venner og bekendte, selv kærester og mænd, der begår langt de fleste voldtægter. Hvis vi skal stille det groft op, har man derfor som potentielt offer valget mellem at undlade at have kontakt med andre mennesker og så at leve med frygten for, at det en dag går ud over en selv. Det er altså sjovt nok ikke nok at lade være med at tage kort nederdel på i byen (jeg hentyder her til den sindssyge og lange debat, der gik ned på BM for noget tid siden, hvor det føg med victim blaiming ala, "man er dum hvis man [indsæt handling/beklædning]", når folk omtalte voldtægtsofre. Voldtægtskultur er en del af samfundet, fordi voldtægtskultur ikke er en overskuelig sort/hvid instans i en verden, hvor vi har to typer mennesker: - person a) er en uskyldig og - person b) er en voldtægtsmand Person a) har i vores samfund al mulig mulighed for at blive person b) på grund af den måde overgreb mod kvinder er en del af dagligdagen for os: - Vi hører dagligt folk grine af voldtægtsjokes og snakke om voldtægt for sjov ("facerape") - Vi snakker om voldtægt inden for forhold som en mindre alvorlig sag - [indsæt din oplevelse i byen, hvor en mand har gjort noget mod din vilje, der gjorde dig ked af det, BM-kvinde] - taler du om dette uden at grine og slå det hen som en aften du mødte en fjollet nar? - i Mads og Monopolet råder man en pige, hvis ven hemmeligt har filmet hende nøgen, til at holde det for sig selv, for ikke at ødelægge den gode stemning Kom selv på flere. Du vil opdage, at voldtægtskultur er noget, man pludselig kan se, hvis man kigger efter i sin dagligdag. Hvis man ved bare lidt om, hvordan mennesker virker, burde man forstå, at - 50 x voldtægts/køkken/sandwich-jokes pr. dag - ikke får mennesker til at stoppe med at voldtage, men: - tværtimod er med til at gøre voldtægt/overgreb til noget man husker som værende sjovt, socialt og mest af alt: - noget, der bare findes, ikke noget man kan komme til livs - det får også kvinden som sådan til at fremstå som noget useriøst = deres stemme bliver ikke taget seriøst i debatten Vejen fra ingen voldtægt til faktisk voldtægt er belagt med en baggrundsstøj, her taler jeg om retorikken i samfundet, der, opsummeret, kommunikerer, at overgreb mod kvinder langt hen ad vejen er alt fra: - sjove til - drengestreger til - irrelevante at beskæftige sig med til - hysterisk at beskæftige sig med (man er jo hysterisk, hvis man er feminist, har jeg hørt (her i tråden)) Men er det muligt at gøre en forskel/værd at være feminist?Vi er jo et moderne samfund, så kan diskursen flyttes, når vi nu har al mulig viden om mænd og kvinder? Er det samfund vi har i DK ikke en selvfølge? Nej. Bare kig på USA, her er kvindekampen pt hårdere, selvom deres samfund har potentiale til at blive som det vi har i Danmark. Omvendt har Danmark ligeså mulighed for at blive som USA, hvis ingen konstant kæmper og giver kvinder en stemme. Men vent, hvordan er USA slemt, når det kommer til voldtægtskultur? I USA går det ofte så langt, at kvinder modtager dødstrusler for at anmelde deres voldtægtsmænd, fordi de "ødelægger den gode stemning" (tilbagehenvisning til mit Mads og Monopolet-eksempel) i så høj en grad, at nogen får en dom og således får ødelagt deres "lovende fremtid." Se her CNN omtale en særligt omtalt sag i USA, efter dommen faldt over to voldtægtsmænd fra Steubenville. Kort resumeret siger videoen: 100% om de "stakkels" mænd og 0% om den stakkels kvinde. Så feminister beskæftiger sig med voldtægt, fordi vi rigtigt gerne vil have mindre voldtægt og tror på, at det er muligt! 1/3 kvinder bliver seksuelt misbrugt og alle kvinder bliver seksuelt chikanerede i løbet af deres liv. Synes du at det er vildt? Jeg synes det, men jeg kan ikke sige, at jeg er feminist uden at få at vide, at jeg er hysterisk - også selvom jeg ikke har gjort noget hysterisk. Vh Sofie Ps. Se meget gerne næste indlæg, hvor jeg svarer på kritiske spørgsmål stillet til dette indlæg. Mindst lige så vigtige pointer at finde der.
-
Næste indlæg kommer sørme her!
-
Denne blog er en forlængelse af min foregående blog - læs den!
AwesomeMartin:
Radikale ideologier er altid hysteriske - om det et feminisme, mandschauvinisme eller hvad det ellers er. Voldtægt er ikke glorificeret, naturligvis ikke, og handlingen er heller ikke blevet gjort til noget socialt og sjovt - i min optik. Jeg vil vove at påstå, at en voldtægt udføres af et individ med psykiske skavanker, og ikke blot enhver seksuelt opstemt mand. Der er naturligvis også mange teorier vedrørende afgørende kommunikative misforståelser mellem kvinder og mænd, som kan føre til en voldtægt af den ene eller anden art: hvornår er nej et nej? Det ændrer ikke på, at lyst enten vises eller også gør det ikke. Men ikke alle er lige empatisk anlagt. Der er eksempler på, at mænd bliver ofre i en voldtægtssag, hvor de med al sandsynlighed er skyldige, men på den anden side er der også utallige eksempler på, at mænd bliver stigmatiseret og skyldiggjort på trods af deres, i rettens øjne, uskyld(om det er sager vedrørende voldtægt af voksne kvinder, teenagere eller børn). Jagten er et storslået filmisk eksempel på det. Jeg har snakket med en radikal feminist, der mente, at mænd burde blive set som værende skyldige med det samme - før det modsatte var bevist. Hvad der, i mine øjne, er lige så klamt som når et menneske voldtager et andet, er når et menneske beskylder et andet uskyldigt menneske for at gøre netop det.
Kære AwesomeMartin Jeg syne du skriver meget respektfuldt, så jeg vil rigtigt gerne forklare dig, på en respektfuld måde, hvorfor mange af dine pointer kan henføres tibage til selvsamme voldtægtskultur, jeg omtaler. Det vil jeg gøre ved at dekonstruere dit indlæg og tage delene en efter en: Jeg starter med din hentydning til sager, hvor kvinder lyver om voldtægt eller manden og kvinden er uenige i, hvor vidt der var tale om voldtægt: Forvirringen for manden skyldes, at voldtægtskulturen har gjort retorikken om voldtægt all fuzzy and weird. Her mener jeg, at man a) kun taler om voldtægt som "den slags voldtægt" aka den med manden i busken og altså b) ikke som, at en person der kan lide sit offer, er i stand til at voldtage det. Det kan virke forkert at blive beskyldt for at have gjort en person ondt, hvis man kan lide vedkommende og situationen omkring voldtægten til forveksling kunne ligne et normalt samleje mellem to personer; der var jo ingen busk og hun havde jo kun undertøj på/havde jo flirtet hele aftenen/har jo haft sex med mig før? Indsæt selv flere. Det hele er voldtægt, men det er ikke det man lærer, hvis man lytter til samfundets måde at tale om voldtægt på. Endnu en kommentar til det med, kvinder der lyver om voldtægt: Det er en alt for udbredt myte, at dette er noget der sker tit. Det er meget hårdt for en kvinde at være offer for en krænkelse. Så hårdt, at de fleste af os ikke taler om det. Jeg gør i hvert fald ikke (ud over like nu, that is). Myten om at mange kvinder lyver om voldtægt kommer i langt de fleste tilfælde fra situationer som ovenstående, hvor en mand og en kvinde har været uenige om, hvor vidt en voldtægt rent faktisk fandt sted. Manden bliver dømt af sin omgangskreds* (eller retten - men det gør de fleste ikke, for fuzzy rapes bliver ikke anmeldt, mit gjorde ikke) og siger resten af sit liv til alle han møder, at det var en falsk anklage -> Myte opstår. *Nogen gange. Nogen gange dømmer en omgangskreds voldtægtsmanden, andre gange kalder de pigen hysterisk eller billig. Om det at sige "nej tak" og forvirringen derom: Der er også et problem (voldtægtskultur) med, hvordan vi taler om at sige ja og nej tak til sex. En voldtægt kræver ofte et eksplicit "nej", før man godtager det som værende sådan, men hvad når offeret er: a) bange for sin krænker b) bevidstløs/ikke vågen c) blev manipuleret. Det er noget i vejen med retorikken der gør, at unge mænd ikke bare siger "Ja, jeg begik et overgreb", når de har begået et overgreb, ikke engang over for sig selv. De har lært af samfundet, at det de gjorde ikke kunne betegnes som voldtægt. Jeg blev selv krænket, mens jeg var faldet i søvn til en fest. Jeg synes ikke samfundet snakker om sådan en situation på en måde, der gør mig tryg ved at snakke om mit overgreb - mange vil sige, at jeg selv var ude om det, fordi jeg ikke var a) ædru og b) ikke sagde nej. I realiteten er det meget let at mærke på en pige, om hun har lyst til sex med dig, selv hvis hun ikke kommer med et rungende "JA!" (hvis man er i tvivl kan man jo altid spørge), men hele diskursen i samfundet forvirrer dig, fordi du f.eks. på tv ser piger der fniser og siger nej og glædeligt indgår i et samleje alligevel efterfølgende. (At aftalte "tvangsscenarier",hvor man med rollespil imiterer tvang, ikke er relevant her er ret åbenlyst; for der har man netop aftalt det. Her er safe words i øvrigt vildt vigtige, for det er, sjovt nok, også voldtægt, hvis man voldtager nogen, efter man har aftalt at voldtage dem, hvis de ombestemmer sig. Sidenote: Kommer disse fantasier om voldtægt fra en voldtægtskultur eller gør de ikke? Jeg ved det ikke, bare en tanke.) Det med at gå ud fra at en mand er voldtægtsmand: Jeg synes kvinden du har snakket med har formuleret sig dårligt, men jeg gætter på, at det hun hentyder til, er det jeg snakker om i mit indlæg: Netop at det at kende nogen er ligmed at være i fare for voldtægt. Chancen er, at ham der voldtager dig er din ven - det var det for mig og det var det for mange, og med mange mener jeg de fleste. Følgende lyder nedladende, men det er det virkeligt ikke, så jeg håber virkelig du (og andre mænd) lytter: Som mand aner du ikke, hvordan vi kvinder er på vagt i det daglige. (det hedder male privilege, by the way) Hvor ofte tænker du i det daglige på, at du er i fare for voldtægt eller vold? Jeg gætter på få/aldrig. Hvis ikke, gætter jeg på, at du ikke er en traditionelt maskulint udseende fyr, og hvis dette er tilfældet, og at dette er grunden til dine følelser af frygt for voldtlægt/overfald, kan det ledes tilbage på samfundets sexistiske idealer om, hvordan en "rigtig" mand ser ud. Disse idealer kan du igen henlede på patriarkatet, som er det der undertrykker/rolleinddeler kvinder og mænd to begin with. So hvad med at blive feminist og kæmpe sammen med os mod dette samfund? Tilbage til pointen: Kvinder tænker på voldtægt og krænkelse i det daglige. Faktisk hver dag. Ikke altid lige eksplicit, "Her er 10 mænd, bare jeg ikke bliver voldtaget", men ofte ved at man knapper en ekstra knap i blusen, at man hiver ned i kjolen, at man kigger sig over skulderen, at man vejer manden man møder på gaden, når man går alene om aftenen og tænker på, hvordan man vil tale ham fra at voldtage en, hvis han skulle forsøge. Du skal huske på, mand, at disse mænd nogengange kommer hen til os på denne tomme gader og forsøger at tale med os. At vi ofte straks tænker voldtægt er fordi, det er en reel mulighed for os, som det slet ikke er det for jer. Måske vil manden bare spørge om vej? Måske vil han sige, at vi ser søde ud. Det sidste er ikke altid godt, for måske vil han sige det, fordi han vil røre ved os. Sindssyg tankegang? Så oplev at en fremmed mand rører ved dig ud af det blå. Det har de fleste kvinder oplevet. Ok, hvad så hvis han bare vil lære mig at kende: Det er meget muligt, men mange mænd glemmer at det faktisk ikke er deres ret at lære en kvinde at kende, hvis hun ikke ønsker at lære ham at kende. Især ikke, når det er en fremmed mand på gaden om aftenen. Vi bliver bange for disse mænd, for for det første kan vi ikke vide, om de faktisk vil voldtage os eller bare snakke med os. Men vi er også bange for en situation, hvor vi skal afvise dem på alle mulige andre måder. Igen bevæger vi os ind på et område, du som mand nok slet ikke kender til på anden måde end, når du snakker om "onde piger" og "narrefisser" i byen: Mange mænd føler en krænkelse ved at blive afvist. Og visse af disse mænd bliver voldlige, når de føler sig krænket. Det er derfor I mænd møder så mange sære afvisninger fra piger i nattelivet. Vi er vildt bange for, hvordan I håndterer vores "nej tak", fordi I kunne være en af de mænd, der overfalder os verbalt eller fysisk. Så vi fniser og snakker uden om eller ignorerer jer. Her er vi i øvrigt tilbage til hele "hun sagde ikke nej"-sagen omkring voldtægt; Chancerne er altid, at du er en af de mænd, der kalder os narrefisser, kælling eller slår os, hvis vi afviser dig (BM forstår forhåbentlig at det et generelt "dig" jeg bruger i dette indlæg). Der er et kendt citat, jeg lige vil lægge ind i mit indlæg her: "Mænd er bange for at kvinder skal le af dem - kvinder er bange for at mænd skal slå dem ihjel." Hvis vi nu lige, helt langt ude, bruger denne tankegang, er det rent faktisk med min sikkerhed i øjemed, at jeg antager dig som værende en potentiel voldtægtsmand, når jeg møder dig. Hvis du var, er chancerne, at jeg ikke kunne forsvare mig, så hvorfor ikke være lidt på vagt, så jeg har en chance for at flygte? Dette passer på fremmede mænd på gaden. Men hvad med mine venner: Jeg gik ikke ud fra, at de ville forgribe sig på mig til en fest, but look where that got me. Der er en fandens masse overgreb, og selvom man ikke kan væbne sig imod dem, er det et naturligt instinkt for en pige (instinkt er et dårligt ord, for jeg hader argumenter med biologi, når man taler om forskel på køn, vi kan også kalde det indøvet tilgang til livet), efter alle de år hun har levet med krænkelser af lille og stor kaliber, at være på vagt og at betvivle mænds hensigter, til andet er modbevist. Det er virkelig noget, I mænd ikke må tage personligt. I ville være nødsaget til at gøre det samme, hvis I var i vores sted. Vi hader ikke mænd, men hvis vi skulle blive overfaldet eller voldtaget er chancerne, at det er mænd der udsætter os for det. Det er nok dette, din veninde prøvede at sige. Det med hysteriske feminister: Jævnfør det jeg lige har skrevet før: Jeg er ikke en svag pige i livet og jeg er ikke i en "offerrolle". Som sagt er min frygt for (nogen) mænd ikke hysterisk, men underbevidst og således ikke noget, jeg som sådan kan gøre noget ved. Eller jo! Jeg kan leve i en verden, hvor jeg ikke hele tiden ser ting, der gør mig bange. At hysteriske feminister er hysteriske og nederen, kan vi hurtigt blive enige om, HVIS vi er enige om, hvad hysterisk dækker over! For langt de fleste kvinder bliver ret tit kaldt hysteriske, hvis de på nogen måde udtrykker, at noget mænd gør eller siger krænker dem eller gør dem kede af det. I disse tilfælde bruges "hysterisk" synonymt med "nærtagende" og i sådanne tilfælde synes jeg slet ikke, at det er ok! Dette her hedder "gaslightning" og det er, hvis man skal forklare det kort, en måde at kommunikere på, hvor man får modparten til at skamme sig over sine føleleser. Not okay og faktisk er det en form for manipulation. Det foregår blandt venner og i forhold hele tiden (kvinder bruger det også). Sidste punkt på dagsordenen: At lyve om voldtægt er slemt. Men jeg er uenig i, at det er ligeså slemt som faktisk voldtægt. Kæmpe forskel. Desuden vil jeg henvise til det jeg har skrevet før om voldtægt og løgn. Pas på med at sige til piger, at deres voldtægt er ligegyldig eller ikke fandt sted. Det er virkelig hårdt for en kvinde at høre, for det er ikke kun dig som privatperson, men samfundet som sådan, der måske har fortalt hende det samme hele hendes liv. EDIT: Har glemt at svare på et par ting: "Alle voldtægtsmænd" har psykiske skavanker" Det er jeg ikke enig i. Jeg synes tværtimod det er farligt at tænke sådan. For hvornår har man en psykisk skavank? Når man har ADHD, når ens far slog en, når alle ens pædagoger var kvinder, da en kvinde afviste én på en sårende måde? Det blev lidt fjollet til sidst der, men min pointe er, at det en måde at tænke på, der gør, at samfundet ikke gør noget ved voldtægt, fordi de trækker ondskabs/sindssygekortet og således fralægger sig ansvaret. Langt de fleste mennesker med psykiske skavanker kan lade være med at voldtage. Det ved jeg, for jeg er trods alt ikke blevet voldtaget endnu af alle de mange af mine venner, der dealer med psykiske lidelser. Du skriver: "Voldtægt er ikke glorificeret, naturligvis ikke, og handlingen er heller ikke blevet gjort til noget socialt og sjovt - i min optik" Hvad vil du kalde rape jokes og den latter, man deler med sine venner over disse jokes? Jeg vil kalde det både at gøre det socialt og sjovt. Jeg håber virkelig du, og andre, har kunnet bruge noget i dette indlæg til noget! Vh Sofie
