#lyset

Var ude at gå en tur en morgenstund igennem let skov, der lå ud til vandet mod øst. Da jeg kom ned til vandet var havet spejlblankt og himlen lysende blå. Og så var der et lys over det hele som jeg aldrig har set før. Det var som om solen var blevet en port, en fuldstændig betagende lysport. Jeg gik ned til vandkanten, så tæt på oplevelsen jeg kunne komme. Et enestående scenario.

Da jeg havde stået lidt bjergtaget, vendte jeg mig om og der stod hun og kikkede på mig, som var optaget af lyset. Gik op til hende og bad hende tage et billede af mig i vandkanten. Gav hende kameraet og gik ned til lyset igen og fortabte mig. Lidt senere kom hun ned til mig. Prikkede mig på skulderen. ”Det er et helt, næsten ufatteligt lys”, sagde hun og gav mig kameraet. ”Ja,” svarede jeg. ”Det må betyde noget”. Og vi skiltes.

Det var den dag vi hørte om Utøya. Og tre år før min ældste søn døde og andre unge mennesker, der var på vej til genopbygning af Kobane i 2015 døde for én selvmordsbombers vanvid. Alt dette mørke i vor tid og så lyset som nu, hvor vi er ved at få for meget af det. Er der noget galt? Varsler det et eller andet vi ikke vil eller kan se og forstå?

Nu tager vi ikke mod varsler mere. Men lyset. Det er der. Se.