#idbook

This document will be the charter for your body of information. Intended to very last throughout the life span of IDPro, the BoK aims to create and preserve a sustainable Understanding source for identity professionals and guidance the CIDPRO application by which identity specialists may certify their know-how and expertise.

This Site makes use of cookies to ensure you get the top encounter on our Internet site.AgreeNoPrivacy coverage

This noticeably improves the authenticity and safety with the ID. From its visual appearance to its texture, we try for perfection, ensuring your ID passes inspections in any scenario.

At idbook.ph, we're dedicated to giving our prospects with the very best quality and most trusted faux IDs. We comprehend the importance of Assembly superior requirements for id verification, Which explains why Every single ID we create undergoes a detailed production course of action to be sure it mirrors the true paperwork completely.

Our companions will obtain information and use cookies for advertisement personalization and measurement. Learn the way we and our advertisement partner Google, collect and use info.

We can't connect with the server for this application or Web page presently. There may very well be an excessive amount of site visitors or a configuration error. Attempt once more later, or Get in touch with the app or Web page owner.

Our counterfeit Illinois faux id is meticulously crafted with optimum thickness and sturdy polycarbonate content to make sure Every single ID is robust and extended-Long lasting. We make use of advanced rainbow printing technology to generate intricate graphic aspects, for instance Mount McKinley, which happen to be really sophisticated and virtually not possible to duplicate.

When your Illinois bogus ID gets destroyed in the course of shipping, you should Speak to our customer care staff straight away. We provide replacements for ruined merchandise if documented inside fourteen days of receipt.

Sustain code high-quality: Maintain code high quality idbook and be certain that projects are sent punctually. Necessities

You may use the Illinois pretend ID for numerous things to do including age verification for purchasing alcohol, entering golf equipment, or traveling to destinations exactly where identification is necessary.

These bargains are applicable on all our Illinois pretend IDs. You are able to increase the same or various states towards your cart, and our process will routinely apply the discounted determined by the number of IDs acquired at checkout.

There’s a rationale why the Illinois pretend id is one of our greatest-sellers – it’s not simply scannable, but it also passes all Bodily inspections effortlessly! This ID may be used in any neighboring point out and may element an out-of-state handle, rendering it flexible and broadly applicable.

In case you present content to buyers by way of CloudFront, you can find actions to troubleshoot and enable avert this mistake by reviewing the CloudFront documentation.

Even though our IDs are made to duplicate actual IDs for novelty functions, their use in fraudulent routines is unlawful. We recommend people to only utilize them in legal and ideal scenarios.

- Strong conversation and presentation skills. When you are excited about back-conclude enhancement and possess a strong portfolio of effective tasks, we'd adore to meet you! #selecting #pythondeveloper #backenddeveloper #banglorecity

We can't connect with the server for this application or Web-site at the moment. There could be a lot of traffic or perhaps a configuration mistake. Test once more later on, or contact the application or Web site operator.

Chapter 1: What is Interaction Design? (part 3)

Designprincipper

Designprincipper er "generalizable abstractions intended to orient designers towards thinking about different aspects of their design" (p25). "They tend to be written in a prescriptive manner, suggesting to designers what to provide and what to avoid at the interface – if you like, the dos and don'ts of interaction design" (p26). De mest almindelige er visibility, feedback, constraints, consistency og affordance.

Ad. Visibilitet nævnes en interessant og for mig at se vældig vigtig iagttagelse ang. digitaliseringen af mange af vore værktøjer og ikke mindst det touchbaserede interface:

Highly visible controlling devices, like knobs, buttons, and switches, which are intuitive to use, have been replaced by invisible and ambiguous activating zones where people have to guess where to move their hands, bodies, or feet on, into, or in front of to make them work. (p26)

Eksemplet (p27), som ses her nedenfor, er fremragende og velvalgt (og underholdende).

RS&P fokuserer her måske mere på sensorbaserede løsninger, men pointen er klar nok og har også fuld gyldighed, når det drejer sig om touchskærme. Vi skal huske dette, for de mekaniske knapper havde sine forcer.1 Derfor skal der kompenseres. Og derfor kan man ikke bare regne med, at fx Win 7's efterfølger uden videre kan konverteres til et touch-baseret miljø. Der skal tænkes helt anderledes – hvilket der også gøres i form af det lovende Metro-interface. Her der klare farver på store flader og dermed masser af visibilitet.

Ad. begrænsning/restriktion Jeg har en forkærlighed for dette designprincip, fordi jeg mener, at man ved indsigtsfuld og meget velovervejet (for det kræves) brug heraf kan opnå en visuel såvel som funktionel enkelhed og transparens, som kan gøre selv i udgangspunktet komplekse og omfattende opgaver simple og overskuelige. Dette potentiale synes RS&P dog ikke at kunne se i deres noget spagfærdige og ordfattige gennemgang af princippet (p27). Jeg ville mene at man med fordel i denne sammenhæng kan se i retning af persuasive principper som tunnelling og reduction som er strategier, der ved indsigtsfuld anvendelse kan tilføre et ID disse ønskede "constraints" på en god og persuasiv måde.

Ad. konsistens Endelig kommer der omtale princippet konsistens i interfaces, som jeg før har efterlyst. Det er meget vigtigt at designe "interfaces to have similar operations and use similar elements for achieving similar tasks ... [A] consistent interface is one that follows rules" (p28). Fordelen er, som RS&P også ganske rigtigt her skriver, at konsistente interfaces er lettere at lære at beherske og bruge, således at "[u]sers have to learn only a single mode of operation that is applicable to all objects. This principle works well for simple interfaces with limited operations" (p29). Men det gælder nu i endnu højere grad i avancerede interfaces, vil jeg mene. Derfor synes jeg også, at kæden falder helt af i følgende citat:

However, it can be more problematic to apply the concept of consistency to more complex interfaces, especially when many different operations need to be designed for. For example, consider how to design an interface for an application that offers hundreds of operations, e.g. a word-processing application. There is simply not enough space for a thousand buttons, each of which maps onto an individual operation. Even if there were, it would be extremely difficult and time-consuming for the user to search through them all to find the desired operation. A much more effective design solution is to create categories of commands that can be mapped into subsets of operations.

Jeg vil mene, at forfatterne her er fanget i en alt for smal forståelse af, hvad consistency dækker over. Man gør jo da ikke op med princippet om konsistens ved at kategorisere forskellige funktioner, så de ikke alle kan tilgås på én gang. Jeg må indrømme, at jeg simpelthen ikke fatter, hvad de mener med begrebet consistency i denne sammenhæng. Dækker det for dem virkelig blot om, at man har én knap til hver funktion? For mig at se, handler det i langt højere grad om, at man har en konsistent brug af metaforer og labels, placering af knapper og navigationselementer, brug af genvejstaster og (typo)grafiske elementer o.l.

Ad. "affordance" (~visuel bedømmelse af egenskaber) Dette princip refererer til "an attribute of an object that allows people to know how to use it" (p29). Dette er ofte en meget svær disciplin, som kan give interfacedesignere en del vanskeligheder, da den samtidig er enormt vigtig for det generelle indtryk af et stykke ID. Det skal altid være tydeligt, hvad de forskellige interface-elementer skal bruges til. Hertil kan man i nogle tilfælde anvende en såkaldt skeuomorf tilgang, men det er en stor diskussion, hvorvidt man skal gå i den retning, som jeg ikke vil tage her. RS&P bruger ikke termen, men berører emnet ved at følge Norman (1999), der anbefaler, at man ikke designer skeuomorft:

"[H]e argues that it does not make sense to try to design for real affordances at the interface – except when designing physical devices, like control consoles, where affordances like pulling and pressing are helpful in guiding the user to know what to do" (p29).

Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, men vil dog ikke selv udtale mig så kategorisk.

En sidste (negativ) kommentar til det (i store træk udmærkede) første kapitel i ID-bogen. RS&P har en sætning p30 nederst, der lyder:

Good interaction design involves getting the right balance between aesthetic appeal and the optimal amount and kind of information per page.

Hertil har jeg blot at sige (mens jeg tager mig til hovedet) at jeg tænker lige modsat! For forfatterne synes det at være rent æstetisk positivt, at der er mange forskellige designelementer på et givent design, som så modsat kan gøre det vanskeligt at give (kognitivt såvel som spatialt) plads til det reelle indhold. For mig at se er der en klar sammenhæng mellem det æstetisk smukke og de designmæssige valg, der er forbundet med at fremhæve indholdet. Men ok, det er måske en smagssag – og det er jeg helt villig til at indrømme. Problemet er bare, at RS&P ikke lancerer det som en sådan. Og derfor tager jeg mig til hovedet...

... mens jeg går på påskeferie og forhåbentligt opmuntret vender tilbage med kommentarer til bogens kapitel 2: Understanding and conceptualizing interaction. Stay tuned!

Chapter 1: What is Interaction Design? (part 2)

Usability-målsætninger

Dette afsnit (p19–23) er et interessant og ganske godt afsnit, hvor RS&P beskriver en række målsætninger, som kan opstilles til vurdering af om det givne ID har tilstrækkelig anvendelighed/brugbarhed/usability.1 Kortfattet udtrykkes (p19) at designet skal (være):

effective to use (effectiveness)

efficient to use (efficiency)

safe to use (safety)

having good utility (utility)

easy to learn (learnability)

easy to remember how to use (memorability)

Første punkt (effectiveness) er meget generelt og udtrykker egentlig blot, hvorvidt et produkt kan gøre det det skal. Dette er så basalt at det vel nærmest ligger på programmørens bord snarere end på interaktionsdesignerens?

Andet punkt (efficiency) refererer til måden hvorpå produktet understøtter brugeren i at udføre de givne opgaver. Et væsentligt punkt, som RS&P desværre ikke rigtigt udfolder.

Tredje punkt (safety) involverer at beskytte brugeren fra “farlige” forhold eller uønskelige situationer. Det kan i sjældne tilfælde dreje sig om eksterne forhold (fx den såkaldte dødemandsknap eller mindre dramatiske ergonomiske forhold), men oftere drejer det sig om at beskytte brugeren fra at udføre utilsigtede handlinger. Dette betyder, at interaktionsdesigneren fx skal være opmærksom på, hvilke handlinger, der i en dialogboks skal være default. Et vigtigt element herunder er “percieved fears”, som særligt den uerfarne bruger kan opleve og som kan virke stærkt hæmmende på brugerens “confidence” i omgangen med produktet. Her skal interaktionsdesigneren forsøge at øge oplevelsen af self-efficacy (som Fogg kalder det). Et nærliggende eksempel kunne være alle iOS-baserede enheders (dvs. iPhones og iPads) store og fremhævede eneste knap på forsiden af enheden – den såkaldte homebutton. Ligegyldigt hvad brugeren roder sig ud i, er den altid kun et klik væk. Ved aktivering af denne føres brugeren med garanti til sin genkendelige hjemmeskærm. Dette medfører en tryghed i omgangen med produktet, som inviterer til at brugeren bevæger sig ud på dybere vand, end vedkommende måske ellers ville have gjort.

Fjerde punkt (utility) handler om i hvilket omfang det designede produkt tilbyder den rette funktionalitet i forhold til brugerens mål med brugen af produktet. Et stort og grundliggende felt, som vi sikkert senere vil vende tilbage til.

Femte punkt (learnability) beskriver hvor let et system er at lære at bruge og beherske. Her skriver RS&P (p21) at “people don’t like spending a long time learning how to use a system”. Det er vældigt (og i stigende grad) sandt. Derfor er det vigtigt, at det første møde mellem system og bruger er præget af en klarhed mht. mål og mening. Når RS&P så skriver (p21) at “It seems a waste if a product provides a range of functionality that the majority of users are unable or not prepared to spend time learning how to use” kan jeg ikke andet end klappe i hænderne – og samtidig tænke, at det nævnte scenario meget let kan være udfaldet af at mange brugere bliver co-designere på et ID. (Det var netop en af mine pointer i forrige indlæg.)

Sjette punkt (memorability) beskriver hvor let brugen af et produkt er at huske, når det først er behersket. Dette punkt er selvsagt særligt vigtigt, når det drejer som om produkter/services, der kun bruges sjældent. Jeg tænker uvilkårligt her på SKATs TastSelv-løsninger som et oplagt eksempel. For at opnå en høj memorabilitet anbefales, at man undgår “obscure, illogical, og poor sequenced” operationer og i stedet anvender meningsfulde ikoner, kommando-navne og valgmuligheder i menuer. Foruden skal man også nøje overveje struktereringen af disse muligheder. Alle disse ting er enormt vigtige – og det gælder ikke blot i spørgsmål om memorabilitet! Det undrer mig dog såre, at RS&P ikke her nævner i denne sammenhæng helt oplagte standardisering af interfacet. Det synes mig, netop at være én af de væsentligste tilgange, der kan forbedre memorabilitet såvel som learnabilitet.2 Inkonsistens (som modsætning til standardisering) er en væsentlig årsag til forvirring og uforståelighed/uklarhed i interfacet. Dette gælder også indenfor det enkelte system, hvor inkonsistens er endnu mindre acceptabelt. Det er meget vigtigt at vi i ID ikke glemmer, at der skal rigtig gode grunde til at tillade en afvigelse fra de gængse standarder indenfor ikoniske metaforer, menu-opsætninger, dialogbokse o.l. Og derfor er det lettere håbløst, at ordet “standard” end ikke nævnes i dette afsnit.

Brugeroplevelsesmålsætninger

Disse er i forhold til ovenstående usability-målsætninger i høj grad subjektive, som strengt taget ikke kan designes. Men man kan designe en intenderet brugeroplevelse. Jeg har tilføjet og kommenteret lidt på skemaet p23:

Tabel 1.1 Desireable and undesireable aspects of the user experience

Jeg stiller spørgsmålstegn ved, om det er ønskeligt i særligt mange almene software-designs3 at interfacet opleves udfordrende eller overraskende. Herimod mener jeg i højere grad, at man bør sigte efter et så neutralt og ‘usynligt’ interface som muligt, der lader brugeren i fred, så vedkommende kan koncentrere sig om det primære: vha. teknologien at udføre den pågældende opgave så effektivt og gnidningsløst som muligt. Endvidere mener jeg, at det er en kvalitet, hvis systemet opleves genkendeligt (jf. overvejelserne omkring standardisering ovenfor). Jeg stiller også spørgsmålstegn ved, om det altid er uønskværdigt, at et produkt i en eller anden forstand er kedeligt, jf netop nævnte overvejelser omkring neutral usynlighed. Og jeg synes også at førnævnte inkonsistens burde være at finde på denne black-liste over brugeroplevelser. Man ser ofte, at interfaces opfører sig inkonsistente og vilkårlige, med allerede omtalte forvirring og uklarhed til følge.

Min kritik til trods opsummeres anliggendet med gennemgangen af disse forskellige typer målsætninger meget godt (p25):

Recognizing and understanding the nature of the relationship between usability and other user experience goals is central to interaction design. It enables designers to become aware of the consequences of pursuing different combinations when designing products and highlight potential trade-offs and conflicts.

Jeg bruger herefter det engelske udtryk, da de danske synes lidt for uambitiøse i denne sammenhæng.  ↩

Ok, det ord kan vist ikke fordanskes…  ↩

Chapter 1: What is Interaction Design? (part 1)

Et centralt mål for Interaction Design (herefter ID) er at udvikle interaktive produkter, der ved brug opleves:

lette at lære

effektive

behagelige

Dette beskrives også på følgende måde (p2):

One main aim of interaction design is to reduce the negative aspects (e.g. frustration, annoyance) of the user experience while enhancing the positive ones (e.g. enjoyment, engagement).

Hvilket herligt job at være interaction designer! Jeg synes bestemt det lyder som et godt projekt.

Device clutter: convergence or specialization?:

Dette dilemma (p6) er interessant. Skal vi gå efter at designe multifunktionsenheder, som samler alle funktioner i én enhed (konvergens) eller skal man lade hver enkelt enhed gøre det, den er bedst til og have mange forskellige specialiserede enheder? Det konkrete (og absolut oplagte) eksempel er fjernbetjeninger. Her synes det mig imidlertid helt oplagt, at konvergens er at foretrække i langt de fleste tilfælde.

Mere interessant bliver det, hvis man flytter overvejelserne fra hardware til software.1 Er det at foretrække, at et givent program kunne alt eller er det bedre, at fordele funktionaliteten rundt omkring på forskellige små special-apps? Sidstnævnte tilgang synes at vinde stor indpas på det mobile marked, hvor mange forskellige små-apps giver smartphones og tablets en helt enorm funktionsmæssig mangfoldighed, som på én gang gør dem vældigt specialiserede enheder, samtidig med at en helt anden specialfunktion kun er et swipe væk.2

Jeg er selv stor tilhænger af denne specialicering, da det ofte kan give interfacet en ønskværdig enkelhed. Store komplekse programmer som fx Microsofts Word-software kan præstere en imponerende mængde funktioner, men kravet om tilgængelig til disse fører til et ret uoverskueligt interface. Det samme kunne måske med en hvis ret siges om LMS-systemer som Moodle, der for mig at se gaber over for mange funktioner. Det er muligt, såvel i MS Word som på Moodle, at customize sin brugergrænseflade efter egne behov, men jeg tror ofte at (vi) nørder overvurderer den almindelige brugers evner såvel som interesse for at tweake og fintune systemer. Det skal virke out of the box, for konkurrencen er hård og en given software eller web-app har sjældent mere en 10 min til at overbevise en potentiel bruger om sit værd. Så med ønsket om enkelthed i brugeroplevelsen in mente vil jeg gå efter specialization frem for convergence, hvis jeg skulle vælge – når det gælder software. Men når det gælder hardware som fjernbetjeninger og andre mobile enheder er convergence i mange tilfælde at foretrække.

Om at forstå brugeren og brugskonteksten

God ID handler selvsagt om at forstå, hvem brugeren er, hvad designet skal bruges til, og hvor det skal bruges (p6). Overvejelser ang. disse spørgsmål fører til en lang række valg og beslutninger, der bør tages på baggrund af en dyb forståelse af brugeren. Denne opnåes ifølge RS&P (p8) ved følgende:

Taking into account what people are good and bad at.

Considering what might help people with the way they currently do things.

Thinking through what might provide quality user experiences.

Listening to what people want and getting them involved in the design.

Using tried and tested user-based techniques during the design process.

Jeg er helt enig, når det gælder fire af punkterne. Men pkt4 (og særligt anden del: at involvere brugeren i selve designprocessen) er for mig at se den forkerte vej at gå. Det vigtige er ikke at brugeren får lov at bestemme, hvordan et givent design skal udformes og hvilke funktionaliteter det skal indeholde. Faktisk mener jeg, at det ofte vil føre til dårlige designs, da brugerne sjældent er særligt reflekterede omkring deres anvendelse af IT. Det vigtige er at forstå brugeren på et dybt og medmenneskeligt plan. RS&P skriver (p7), nærmest som en modsætning til ovenstående, "One could use intuition and hope for the best". Det er tydeligt, at de ikke mener, at det er nogen god idé, men dette vil jeg blot anfægte. Jeg vil hellere brug min menneskelige intuition end fokusgrupper, hvis jeg skal lave IDs. Dermed ikke sagt, at jeg ikke vil lytte til brugeren, men jeg vil i højere grad bestræbe mig på at forstå brugeren. Jeg er således enig med forfatterne, når de (p15) skriver:

Eliciting responses from potential users about what they think and feel about what has been designed, in terms of its appeal, touch, engagement, usefulness, and so on, can help explicate the nature of the user experience that the product evokes.

Og netop en forståelse af brugerens oplevelse af produktet er væsentligt for vellykket ID. Men dette er ikke "Equally important" (p6) som at involvere brugerne i designet.

Software er mit altoverskyggende fokus, hvorfor jeg også primært vil forholde mig til denne del af bogens indhold. Jeg synes det er fejlagtigt at denne bog, såvel som andre lærebøger (fx Fogg 2003), bruger så uforholdsmæssig meget plads på forskellige spidsfindige meget specialiserede (hardware-)produkter, mens de stort set ikke forholder sig til de forskellige software-typer, som alle computerbrugere anvender dag ud og dag ind (læs: internet-browsere, word-processorer, mail-klienter, o.l.). Denne kritik skal jeg nok vende tilbage til. ↩︎