Jeg har hele mit liv kæmpet med overvægt. Men når man taler om overvægt, så har det meget med psyke at gøre. Der var et tidspunkt, hvor jeg tabte mig vildt meget, uden at jeg behøvede at tænke over det. Jeg havde venner rigtig tæt på mig, og var især rigtig glad for min bedste veninde på det tidspunkt. Men så slog virkeligheden til, og vi var ikke venner mere, og stille og rolig tog jeg på igen.

Jeg havde ingen ide om at vores forhold ville gå så glat. Det jeg prøver at sige er, at vi kan aldrig vide hvornår virkeligheden rammer os, eller bedre sagt, virkeligheden rammer os hver dag. På det tidspunkt stod tiden stile for mig og min veninde. Vi gik stadig i folkeskole. Vi var i den fase, hvor man ikke behøves at træffe de store valg. Det var en dejlig tid, men uvirkelig i forhold til virkeligheden. Og vores forhold kunne ikke holde til virkelighedens vanskeligheder.

Mad er en trøst en sikkerhed, som det er for alle. Andre, eller som mig, har haft især fundet trøst i mad. Men jeg håber og ber til at Gud han får sit sidste ord angående min overvægt.

Hvad gør vi så, når vi alle har brug for trøst, og sikkerhed. Vi må lære at løbe til Gud. Og det er det Gud ønsker vi skal gøre. Han skal være hvilestedet: Kom til mig alle dem som tørster.

Gud er sikker havn. Det er ikke sundt for mennesker at de ikke har et sted, hvor de kan være trygge. Og så kommer alle misbrugsproblemerne. Jeg kan mærke hvor vigtig det er for mit eget liv, at komme til Gud hver dag. Der var lang tid i mit kristen liv, hvor jeg næsten kun opsøgte Gud, når jeg virkelig havde brug for ham.

Jeg kan huske en prædikant der fortalte om han havde det på samme måde. Der var et tidspunkt hvor han virkelig var i vanskeligheder, og han bedte Gud om hjælp, og Gud hjalp ham. Og han var utrolig lettet, så sagde Helligånden: er du lettet over at du ikke er afhængig af mig mere?

Så brug tid med Gud hver dag. Det er bogstavelig talt sundt for din sjæl. Og Gud vil også sørge for at lukke alle dine muligheder for trøst andre steder, så let er det.

Jeg vil føre hende ud i ørkenen, jeg vil blokere alle hendes flugtveje. Indtil hun kun har mig som mulighed.

Der er flere grunde til at jeg gerne vil blogge. Jeg syntes det at kunne skrive sine tanker, ideer ned på den her måde er en smuk udtryksform. Jeg finder det naturligt for mig at skrive, hvor andre finde det naturligt at male, synge, tegne, danse. Vi er alle forskellige, og det går an på hvad man godt kan lide. Syntes også det er smule spændene at se sin egen udvikling i mine tekster. Jeg er kommet til  slutning af min egen dagbog, altså ikke flere sider. så jeg vælger ikke at købe en ny notesbog, men at blogge.

Som jeg sagde i mit tidligere opslag, så læser jeg et ord til dagen. Og der var ideen til at jeg kom i gang. Jeg tror at man som kristen ønske at hjælpe andre, man ønsker at gøre en positiv forskel her i verden. Det store problem er nok, at vi ved ikke rigtig hvordan vi kan gøre en forskel, vi ender lidt med at give op. Jeg kan heller ikke alene redde verden, men hvis jeg nu kunne gøre en lille forskel, ville det være fantastisk. Muligvis kan min blog, komme til at hjælpe og opmuntre andre. Det kan være der er en som sidder og tænker, det kan jeg sætte mig ind i den følelse.

Livet er flygtigt, min svigerfar døde her i januar, beklageligvis i alt for ung en alder. Og vi har nu fået tilladelse til at få nøglen til at komme ind i hans hus, for at fjerne ejendelene. Jeg ved jo godt at vi ikke leve evigt. Men det  var som om at det bare gik op for mig på en særlig måde. Hvis man tænker tanken dybt igennem! Hvad tænker så ens nære om en, når man er død? Gjorde man en forskel for andre, fik man det ud af livet man ville? Der er en dansk sangerinde som jeg selvfølgelig ikke kan huske hvad hedder, men jeg skal nok komme på det. Men hun siger også hvor vigtig  det at kunne give noget af selv, livet her på jorden er kort, i forhold til evigheden. Man kan give meget af sig selv på mange måder, man skal bare lige finde ud af hvor Gud gerne vil bruge en. Man skal finde sit kald og sin tjeneste. Jeg kender en dejlig ældre kristen kvinde, som siger at hun ville være dybt frustreret hvis hun ikke kendte til sit eget kald. Hun er rigtig god til at gå med traktater, hun leder folk til Jesus og beder for dem, det er tydelig at det er hendes kald.

I et ord til dagen var der et afsnit, hvor der stod at nogle kristne, ser internettet som et sted med en masse skidt, og det er selvfølgelig også rigtig nok. Men vi som kristne skal heller se det som en mulighed end en forhindring. Jeg kan mærke helt inde i min Helligånd at jeg er på rette vej. Gud har hele vejen igennem små hint prøvet at fortælle mig vejen, igennem oplevelser i hverdagen og i hans ord.

Da jeg lavede min blok i-går tænkte jeg på om jeg skulle skrive på engelsk, da flere ville kunne følge med, men det var lidt af en bekymring for mig, da jeg er bedre til at snakke det,  end at skrive det. Men heldigvis kender Gud til alle mine bekymringer og alle mine spørgsmål. I et ord til dagen fra i-går stod der: Gud forventer ikke at et menneske med tredive folds potentiale udretter det  samme som en med halvtreds fold.

Jeg ville med glæde skrive mere, men mit net  er meget langsom.