Da teknikken endelig vandt over min skepsis
Jeg indrømmer det gerne. Jeg har altid haft det svært med robotplæneklippere, der lover guld og grønne skove, men ender med at sidde fast i det første og bedste mudderhul. Efter at have set utallige maskiner give op på helt almindelige danske skråninger, gik jeg til opgaven med en sund portion mistillid. Jeg besluttede mig for at dykke ned i de faktiske testresultater og analyser frem for bare at læse glittede brochurer. Det viste sig hurtigt, at der er en verden til forskel på de billige modeller og de maskiner, der rent faktisk er bygget til virkeligheden.
Min modstand forsvandt fuldstændig, da jeg stiftede bekendtskab med en Luba 1500. Her er der ikke tale om en lille plastikmaskine, der kun fungerer på en flad golfbane. Den største åbenbaring for mig var det kompromisløse firhjulstræk. Det ændrer fundamentalt på, hvad man kan forvente af automatisering i haven. Jeg har set data på, hvordan den håndterer komplekse terræner, som ville få enhver anden robot til at skrige på hjælp, og resultaterne taler for sig selv.
Ægte firhjulstræk der sikrer fremdrift i vådt græs
Avanceret navigation uden behov for begrænsningskabler
Håndtering af op til 15 forskellige zoner på samme grund
Imponerende præcision selv på stejle stigninger
Det, der for alvor overbeviste mig, var analysen af dens evne til at navigere præcist uden de forældede kantledninger. Vi taler om en maskine, der forstår sin placering i haven med centimeterpræcision. Selvom jeg startede som modstander af hele konceptet, må jeg bøje mig for de faktiske forhold. Når man vælger en model baseret på reel ydeevne og teknisk overskud som denne, bliver resultatet derefter. Plænen står skarpere end nogensinde, og min skepsis er officielt lagt i graven.
