#forward2012

New York, 7. november 2012. Dagen efter det amerikanske præsidentvalg.

23 dage er gået. Bortset fra spekulationer om et Bush/Palin vs. Clinton-opgør i 2016, er valgsæsonen ovre, og jeg vender lidt klogere og meget inspireret hjem. 

Har blandt andet fundet ud af, at Danmark måske ikke længere er kendt som et eventyrligt kongerige med en lille havfrue, høje skatter og rød-hvide Muhammedtegninger. Vi er ‘The happiest People on Earth’! - Et prædikat der giver genlyd herovre og hvis formel jeg, ganske uforberedt, er blevet afkrævet opskriften på et antal gange. Senest under en Q&A med ingen ringere end Jon Stewart, som - da jeg gjorde opmærksom på min nationalitet - udbrød: “ohh - you’re the happiest people on earth! Why do you think that is?” Gisp! I min kvababbelse fik jeg fremstammet noget med vores oplevelse af demokrati og velfærd. Måske anede han min uvidenhed, da han selv bød ind med et muligt svar: “maybe there’s only six of you and you’re all stoned?” 

Tjaa... 

Der er nu 24 timer til, at jeg igen lander i verdens lykkeligste land. Så sidder på Starbucks på Columbus Avenue og drikker min sidste Tall Americano med kunstigt sødestof og fuldfed mælk, min yndlings, mens jeg reflekterer over mine oplevelser, og lægger sidste hånd på en ‘Voter’s Guide’ til en beboerbestyrelse på Upper West Side, for en lokal Michael Moore-wannabe, som publicerer lokal-kritiske indlæg på alle de platforme, han kan komme i nærheden af. Opgaven lyder: den skal være sjov og sarkastisk. Ikke så svært, for man kan nemlig slet ikke stemme. Bestyrelsesmedlemmerne bliver udpeget af, den dog folkevalgte, Borough President, en advokat af irsk herkomst, hvis mest kendte merit er en Harlem-venlig kogebog, men hvis udpegede bestyrelse mest af alt ligner ham selv. Ironien ligger lige for.  

Og oplevelsen af demokrati og stemmeret er måske den ting, der har undret mig mest. Mens vi i Danmark bryster os af politisk engagement og høj valgdeltagelse, er Amerikanernes anderledes lav, hvilket vi sjældent holder os for gode til at pege fingre ad. Det er der dog flere grunde til - og de hænger ikke nødvendigvis sammen med ignorance. Politikerskabte barrierer gør det svært for, specielt fattige, at stemme. Men måske havde den demokratisk-ansporede kampagne ‘Your Vote Counts’ gennemslagskraft. I hvert fald stod mange amerikanere i kø op til 10 timer på valgdagen. Den form for engagement tror jeg næppe vi vil se i Danmark.

Her på falderebet kommer jeg til at tænke på Geert Hofstede, en kulturforsker, som jeg stiftede bekendtskab med på uni. Han sagde “en fisk ved ikke hvad vand er, indtil den dag den bliver taget ud af det.” Og det er nok det bedste ved at rejse: et nyt perspektiv og påmindelsen om, ikke at tage ting for givet. Hverken stemmeret, demokrati eller en starbucks-kaffe til under 20kr!