#filmanmeldelse

View On WordPress

View On WordPress

View On WordPress

Life as we know it(2010) Forutsigbar men hyggelig feel good romantisk komedie. Noen ganger så vil man bare slappe av med en film som får deg til å le, slappe av, og som ikke har et viktig budskap å fortelle. Life as we know it skal ikke tas alvorlig, det er ikke noe mesterverk, dens eneste formål er ren underholdning, noe som er helt greit. Veldig typisk Amerikansk, det er nok av hollywood klisjeer, så ikke forvent deg noe altfor orginalt. Personlig liker jeg meningsfulle filmer, men jeg liker også å se filmer som dette, bare kose meg, Life as we know it ga meg absolutt en feel good følelse. I den aller første scenen møter vi Holly(Katherine Heigl) og Messer(Josh Duhamel) to fremmede som har blitt satt opp på en blind date av sine gjensidige venner. Daten får ikke engang begynne før den ender, overhodet ikke en bra match. Men Holly og Messer møtes allikevel jevnlig deretter på grunn av hvert sitt vennskap med det gifte paret Peter og Alison, som også er foreldre til en baby, Sophie. SPOILER ADVARSEL FRA OG MED DETTE PUNKTET: Holly og Messer får sine liv snudd på hodet når Peter og Alison dør i en tragisk bilulykke. I følge deres testamente så har både Holly og Messer blitt satt opp som verger for Sophie, noe de neste må ta på seg fordi det ikke finnes noen andre passende kandidater fra den faktiske familien. Det er nå komedien og dramaet begynner, når plutselig det upassende paret Holly og Messer bor sammen med Sophie i huset Peter og Alison etterlot. Holly er en ganske uavhengig kvinne, som driver sitt eget bakeri, hun må tåle de stadig nedsettende kommentarene fra gifte venninner om hennes vedvarende single status. Messer er en sportsidiot som jobber som sportsdirektør under basketballkamper, han er også singel men har stadig med seg ei dame hjem.

Tradisjonen tro vil jeg bruke terningkast for å bedømme en film. Bildene har jeg tatt selv, og jeg brukte bilderedigering ved hjelp av appen Blur Filter, for å skape mitt eget design. Når jeg legger ut en anmeldelse vil jeg inkorporere en av disse terningkastene på selve filmplakaten, ved bruk av appen Pic Blender.

#4: "52 Tuesdays" (Sophie Hyde, Australien) Teenageren Billie overraskes en dag af sin mor, der springer ud som mand og fremover vil kaldes James. For at få ro til at koncentrere sig om sin transition aftaler de, at Billie i et år skal bo hos sin far, og at de kan ses én gang om ugen - hver tirsdag (deraf titlen). Ikke overraskende skaber dette tumult i deres tilværelser, og det næste år udfordres de hver især af hver deres ting - og af hinanden. Filmen sætter skarpt fokus på Billie: Hendes relation til sin mor, eksperimenteren med romantik og sex, personlige grænser mm. Det giver filmen sin egen form for konsekvens, men man savner at vide mere om James' proces og erfaringer. Det kunne gøre filmen mere nuanceret.  For at sige det, som det er: Billie er IKKE en sympatisk pige. Hun snager i andres ting og personlige sager, bryder ind i andre folks huse og agerer generelt meget narcissistisk. Specielt hen mod slutningen, da hun kommer op at skændes med sin mor, og slår ham - det er lige før, det gør fysisk ondt på en selv at bevidne det. Filmen har sine knugende øjeblikke, og er meget gribende - men det er lidt svært at komme uden om, at hovedpersonen er så usympatisk. Det smitter af på ens oplevelse af filmen.

Gabriel og Ben har været et par i 40 år, og i deres livs sensommer gifter de sig. Hvad der for dem er en af de lykkeligste dage i deres liv, bliver dog snart forvandlet, idet deres giftermål er skyld i, at George mister sit job som musiklærer på en katolsk skole. Da Ben er pensionist kan de ikke overleve for de midler, de har, så de er tvunget til at sælge deres lejlighed. Tiden indtil George finder et nyt job, og indtil de finder en ny lejlighed, de har råd til (af alle steder i Manhattan - ikke et nemt sted), må de bo hos familie og venner. Og vel at mærke hver for sig, hvilket ikke er let for nogen af dem. Filmen er et rørende portræt af et par, der formår at holde sammen trods de udfordringer, de bliver budt, og man rives hurtigt med i fortællingen. Dette skyldes ikke mindst Alfred Molina og John Lithgow, der ikke bare spiller, men på fornemste vis gestalter et par, der på godt og ondt har været sammen i 40 år. Man tror på deres kærlighed til hinanden, hvilket gør filmen så meget desto mere gribende. Hvordan filmen slutter, vil jeg ikke røbe her, men vil dog røbe, at der blev rykket lidt i tårekanalerne. Virkelig god film.