Jeg bliver nød til at gøre det her.. Det bliver svært, især for mig. Du har altid været der for mig, nå jeg har været ked af det, sur på min mor, uvenner med kæresten, nå jeg har haft lyst til at give op og lade livet forsvinde og lade mit sind forsvinde fra det hylster som andre vil kalde en krop. Du har altid været der.. Du bragt gode ting med dig. Alle de sommers hvor vi har siddet og bare siddet, alene os to.
Alt den kulde om vinderen, men at sidde med dig i min hånd og se sneen falde langsom med store fnuk, fik mit sind i ro.
Men du har bragt mange svære ting med dig også. Men det vel sådan et forhold skal have?
Men det vi har er ikke normalt, er det vel?
Du gjorder mig lykkelig, men du har ødelagt mig! Alle dine løgne, falske forhåbningerne og dagdrømme.
Du har ødelagt mig, og nu skal jeg samle mig selv op, og det skal du ikke være med til..
Så derfor min kære elskede gamle ven bliver jeg nød til at stoppe det her.
Jeg bliver nød til at lade dig forsvinde, slippe dig.
Du har været en sten i min sko, nogle gange hjalp du vis det kløede på foden, mens andre gange stak du og gjorde ond.
Håber du forstår og aldrig vil komme tilbage..
Hash, skunk osv vi skal aldrig mødes igen..