En del af problematikken er at børnene ofte ikke er udredt på et psykiatrisk hospital før at de bliver placeret så der på anbringelsestidspunktet er overblik over hvilke støttebehov børnene har brug for. Derved bliver anbringelsestilbuddet ikke optimalt. Groft sagt er årsagen at socialpædagoger og til dels skolepsykologer ofte ikke bryder sig om at de risikerer at blive underkendt når et helt team af læger og psykologer har været ind over og måske finder andre årsager til børnenes problemer end dem som de antager i kommunalt regi.
Som det er nu, så bliver anbringelser derfor en fisketur efter diagnoser som foreningen "Anbragte børns Vel" skriver på deres blog:
http://anbragtebornsvel.tumblr.com/post/16349602472/nar-et-ophold-bliver-fisketur-efter-diagnoser
Et andet problem er at der er børn som anbringes uden at der er grund til det. I disse dage er der meget snak om forebyggende anholdelser, men begrebet forebyggende anbringelser er mere udbredt.
Hvis der er børn som skejer negativt ud, så anbringer kommunerne dem i panik for at undgå at de havner på sikrede døgninstitutioner til 7.000 kr. pr. dag, hvor at kommunerne skal betale halvdelen.
Vi må ikke glemme at børn der laver kriminalitet ofte har en historie at fortælle. Der er en grund til at børn laver kriminalitet. Det kan være at de er blevet udsat for overgreb eller på anden måde mistrives uden at det har noget med deres familie at gøre. Det kan være en voldtægt ude i byen eller mobning på skolen.
Der er en gruppe af disse børn som mærker at samfundet ikke gider dem. Samfundet dømmer dem og anbringer dem langt væk fra deres sociale netværk og vel at mærke uden det sigte at støtte dem, idet at anbringelsen handler om deres gerninger - ikke deres problemer.
Hvad hvis man har et selvskadende barn, der har taget noget tøj nede i en butik blot for at fortælle at vedkommende hader sig selv. Risikerer man ikke at situationen ekskaleres når barnet prøver at ende det hele? Jo, der var ganske for nylig en sådan sag. Gruppen "Erstatningstilsynet" der er etableret fordi at ingen reelt gider at checke om anbragte børn har det godt nævner en sag hvor at en hel institution kunne være brændt ned til grunden med døde børn til følge:
http://erstatningstilsynet.weebly.com/1/post/2012/01/visitering-er-ofte-tilfldig.html
Jeg synes at det er beskæmmende at der ingen forskning findes som har til mål at finde ud af hvad som virker og hvad som ikke virker. Når jeg ser en udsendelse som den om Schuberts Minde, så finder jeg at det kun kan være et spørgsmål om tid, før at et uheld under de voldsomme fastholdelser fører til et barns død. I USA er netop fastholdelser årsag nr. 1 når vi taler om at anbragte børn mister livet. Det kan man læse mere om på nedenstående blog:
http://today-a-child-died.blogspot.com/