Facebook: En afhængighed
Er det forfængelighed, der skaber afhængighed?
Jeg er på min første dag uden Facebook. I går deaktiverede jeg den med det formål at afvænne min vane med at tjekke Facebook. Det er en hjemmeside som så mange andre, hvor alle har muligheden for at oprette en profil, der afspejler ens egen person på nettet.
Men hvad sker der, når man har mulighed for at redigere sin egen person? For det er vel det, man har, når ens Facebook-profil bliver ens ansigt udadtil. Endnu mere vigtigt bliver det for den enkelte at opretholde et bestemt image på sin Facebook-profil, når det er her, ens kommende venner og bekendte får deres førstehåndsindtryk af dig.
Jeg oplever ofte, at de af mine bekendte, der har det største selvværd, også er dem, der går mindst op i deres profil. Derimod vil dem, der føler sig usikre på sin egen personlighed og på sine kontakter, for det meste være dem, der går detaljerigt op i redigeringen af deres profil.
Før i tiden har vi vel alle på et tidspunkt drømt om muligheden for at kunne foretage en bevidst ændring i ens eget liv. Har Facebook muliggjort dette ønske? Det har det vel til en vis grad; hjemmesiden giver mulighed for at redigere den virtuelle spejling af ens virkelige liv - sådan at det ikke nødvendigvis behøver at være en korrekt spejling. Alle informationer og billeder kan der manipuleres med, indtil man fremstår som ønsket - men dog kun online!
Det er for mig personligt blevet et problem, at jeg møder folk på internettet, før jeg møder dem i virkeligheden. Vi bliver først 'venner' og skal derefter til at lære hinanden at kende i virkeligheden. For netop muligheden for selv at redigere, hvordan man fremstår på internettet, gør, at de fleste slet ikke svarer til deres egen profil. Hvem skal jeg egentlig forvente at chatte med, når deres profilbillede er et opsat billede taget af en professionel fotograf? Eller når en har opgivet, at være tilhænger af scientology? Eller når der står 'president of Uzbekistan' under arbejdsangivelsen?
Udover selvpromoveringen bruges Facebook også flittigt til at kontakte andre mennesker. De fleste har oplevet at være medlem af en bestemt gruppe, der består af mennesker, man også kender fra det virkelige liv. Især pga. den hyppige up-date på dette sociale forum, kan man føle sig ekskluderet, hvis man ikke følger med i snakken derinde.
For netop ikke at føle sig ekskluderet, vil de fleste beholde deres Facebook-profil; det er blevet til størstedelen af deres sociale liv, så har man overhovedet en social identitet, hvis ikke man har en Facebook-profil?
Facebook er blevet så indlejret i min mentalitet, at det ofte er min primære grund til at starte computeren. Men det er også et forstyrrende element i mit liv - både når jeg skal lave andet arbejde på computeren, og når jeg lever mit 'virkelige liv' væk fra computer og internet. Det er trangen til at opnå anerkendelse for min sociale identitet, der får mine fingre til at hige efter tastaturet, ligesom for så mange andre.
Jeg ønsker ikke at afskære mig fra de venner, jeg fysisk er for langt væk fra til dagligt at møde i det virkelige liv. Jeg mener, at det vil være en grund til større adskillelse mellem mine venner og mig, hvis jeg ikke havde en Facebook-profil. Det er nemlig over chatten, at vi oftest aftaler vores virkelige møder. Det er også pga. chattens mulighed for smalltalk, at vi har opretholdt en afslappet tone, som kan fortsætte imellem os, når vi igen mødes.
Alligevel er det blevet mig for stort et problem at have en Facebook-profil. Og jeg må hellere indrømme den virkelig grund:
Min trang til social anerkendelse er begyndt at have negativ effekt pĂĄ den identitet, jeg har skabt pĂĄ Facebook.
Det vil sige, at fordi jeg for er aktiv på Facebook, laver jeg også opslag og kommentarer, som ikke stemmer overens med det image, jeg har forsøgt at skabe.
I virkeligheden synes jeg mĂĄske ogsĂĄ, at der er et nyt image, jeg vil opnĂĄ: Det jeg-er-for-cool-til-det-her-sted-image. Det mener jeg ikke, at jeg vil opnĂĄ ved at deaktivere min Facebook-profil, men ved at have en mindre aktiv profil.
Nu hvor jeg har mediteret over denne afhængighed i virkeligheden har identificeret mit problem som værende noget jeg løser ved blot en anden brug af mediet, kan jeg kun bekræfte afhængigheden. Måske forsøger jeg i det hele taget ikke at gøre mig uafhængig af Facebook, men bare at dyrke det sociale medium på en anden måde, end jeg har gjort hidtil? Det vil sige, at jeg lige nu bare dyrker afhængigheden endnu dybere.
Et paradoks: Dyrkelsen af mediet dækker jeg over som et forsøg på uafhængighed.
