4/2-22
har lige brug for at finde mig selv igen, tror jeg. i mit skriv i hvert fald, sammenligner mig selv, de tanker kunne jeg aldrig omforme til ord, at folk er bedre end mig, at føle noget er en danskopgave, at føle man ikke kan andet end at lytte. ord har været så tilgængelige for mig de sidste par uger, og det har føltes skønt, nu føler jeg det som om jeg skal presse dem ud, skal mærke efter, er blevet hvirvlet ind i et højskoleunivers og det er vidunderligt, men har svært ved at mærke mig selv, har svært ved at lytte efter mine egne behov, lever i konstant relation til andre, til dem jeg bor på værelse og i hus med, til dem jeg er på linje med, til hende jeg står i køen bag til morgenmaden, til hende der råber højt i foredragssalen, til ham der ikke siger et ord selvom jeg er den eneste som sidder til bords med ham, mine tanker eksisterer sammen med 130 andre, plus det løse, jeg har svært ved at skrive, jeg vil skrive, jeg ved jeg kan, tror jeg, måske kan jeg ikke skrive digte, måske kan jeg skrive prosa, måske kan jeg skrive begge, måske ingen af delene, skal man have temaer i baghovedet når man skriver, kapitalismekritik i en skriveøvelse, at være bevidst om hvad man gør, er noget jeg ikke gør, jeg bliver ramt af en angst, hvad nu hvis jeg ikke kan skrive, hvad nu hvis det hele er en løgn, hvad nu hvis mine ord er gået i baglås
