an island of reality in an ocean of diarrhea

Jeg tænker meget på døden. Ikke min død, bare rolig. Jeg tænker på andres død, og jeg er så bange. Jeg bekymrer mig konstant om, hvem den næste er. Jeg er bange, når mine forældre ringer, og jeg er også bange, når min kæreste løber en tur. Jeg har ondt i maven over, at min bror bor på syvende sal, at min farfar bor alene, og at min morfar ikke tør tage til lægen. Jeg tænker på det alt for meget. Jeg ved ikke, hvordan jeg stopper.

Havde tænkt, at jeg ville stoppe med at være så stresset, når jeg ikke længere skulle have dårlig samvittighed over studie... Who would have known, at den dårlige samvittighed passer så godt sammen med at være arbejdsløs og skulle søge minimum 1-2 jobs om ugen??

Det er det absolut vildeste, at jeg er færdig med uddannelse. Altså, helt færdig. Ikke færdig for et stykke tid, men færdiguddannet. Jeg har gået i skole/gymnasiet/på uni i 18 år uafbrudt, og nu er jeg færdig. Cand.polyt.

Om fire dage er jeg færdig med uddannelse og skole. Helt færdig. Mit hoved er også færdigt, og jeg kan ikke rigtigt tænke mere. Så det er heldigt, at det snart er overstået.

Jeg har afleveret mit speciale, og jeg er så åndssvagt lettet nu. Det er slet ikke til at forstå, at det var det, og jeg nu kun mangler forsvar af de 197 sider.

Min læge siger, at traumer i sindet heler på samme måde som traumer i armen, og at ensomhed godt kan give traumer. Nu, som snart færdiguddannet med en kandidatgrad, kan jeg ikke være alene længere. Som et andet magtesløst lille barn.

Jeg kan mærke, at jeg ikke har det godt. At jeg ikke automatisk fik det godt, da jeg kom hjem, og at jeg ikke er blevet stærkere af den udfordring, men at jeg er gået i stykker. Jeg har brug for at snakke med nogen, der har prøvet det, men jeg ved ikke helt, hvordan man lige henvender sig. “Hej, da du havde det rigtig dårligt, hvad gjorde du så? Hvornår havde du det dårligt nok til at gå til lægen?” - nej vel? Det kan jeg ikke skrive til hverken min mor eller specialemakker. Lort.

Om fire måneder er jeg færdiguddannet og måske i mit første voksen-job. Og jeg er jo ikke engang sådan rigtigt voksen. Burde folk i voksen-jobs ikke være rigtigt voksne, eller er det bare “fake it ‘till you make it” hele vejen?

Jeg kan godt mærke mig selv være urimelig, og jeg kan høre mig selv råbe og græde, men jeg ved ikke, hvordan jeg stopper mig selv.

I dag er en god dag!! Det lykkedes mig at undgå at græde til eksamen, og jeg fik 12. Jeg har aldrig fået så meget ros før, og der blev sagt, at jeg burde blive forsker. Og jeg har nu købt to fastelavnsboller for 50 kr for at fejre det

Min specialevejleder vil forsøge at overtale vores samarbejdspartner på specialet til at betale os undervejs, da hun mener, at vi vil kunne gøre en forskel for dansk sundheds-IT nu. Og at jeg skal tage mig sammen og tro på mig selv, så hun kan sælge mig bedre til dem.

Jeg kan slet, slet ikke vente til, at jeg er færdig i uddannelsessystemet og endelig ude på “den anden side”. Men lige pludselig er det om lidt, og er jeg virkelig voksen nok til det?

Jeg føler mig så elsket, og jeg er så taknemmelig.

Hvis I skulle købe en gave til jer selv (ikke tøj) for lidt over 1000 kr, hvad ville det så være??

Om en uge er jeg endelig hjemme igen. Det her halvår har været forfærdeligt, og jeg ved jo godt, at jeg selv har været lidt skyld i det. Nu har jeg 3500 kr i overskud, fordi jeg ingenting har oplevet, og jeg skal bruge de penge på mig selv. Jeg føler ikke, at jeg fortjener at bruge den slags penge på mig selv, og jeg er bange for at købe noget, jeg fortryder. Jeg hader at bruge penge.

Alle små ting, at børste tænder eller tage et bad, de føles som et kæmpe bjerg, som jeg skal bestige hver eneste dag. Hverdagen er pludselig hård. Jeg ved heldigvis, at det snart stopper, og jeg skal snart hjem igen. Hjemme bliver jeg god igen.