Usikkerheden I Sig Selv

Siden forleden dag har jeg bare været nede. Deprimeret. Ked af det. Tårerne sidder lige ved øjenkontakt. Har lyst til at min mand holder om mig og jeg bare skal græde ud. Men gider ikke græde foran ham. Fordi der er ikke en grund til at græde. Ved ikke engang selv hvad der 100% er galt. Men jeg er bare nede.

Lige i dag. Lige præcis i dag, var det der det sidste jeg havde lyst til at se. Jeg ved ikke hvorfor jeg føler mig i rigtigt dårlig humør i dag. Min familie har været på besøg og min mand har overdøvet mig med kærlighed. Jeg har alt det som nogen vil drømme om. Men alligevel ved jeg ikke hvorfor mit sind er et andet sted i dag.

Jeg ved ikke hvordan det er muligt for at mig at blive træt af ingenting. Min krop udmattes ekstremt hurtigt. Hvis jeg ikke er en hjemmegående kvinde, så er jeg sjældent frisk. Det var sjælendt jeg var frisk, mens jeg gik i skole. Når jeg arbejder, er det sjælendt jeg er frisk. Og dertil er jeg sjælendt frisk når jeg kommer hjem fra skole eller arbejde. Hvis jeg har en “begivenhed” pr dag, vil jeg helst bare hjem og slappe af derefter. Jeg har ikke lyst til at lave yderligere ting fordi jeg altid er træt.

Jeg savner venskaber. Lidt. Det “venskab” jeg har med min mand er et urokkeligt et af slagsen. Men det er min mand. Og han er ikke en veninde. Og jeg kan godt savne en veninde. Jeg føler mine bekendtskaber glider mere og mere fra mig. Eller vi glider nok begge to væk fra hinanden. Jeg nyder mit liv og elsker at tilbringe tid med min mand derhjemme. Og nogle gange har jeg slet ikke lyst til forpligtelserne ved at have er venskab. Jeg synes forpligtelserne ved at have et hjem, en mand, en familie og svigerfamilie er rigeligt. Alt udover det kan nogle gange virke uoverskueligt.