Regnværspoesi

Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.

Det var et kyss som gikk inn i historiebøkene Ikke fordi det var så langt eller intenst men simpeltent fordi det var ditt Og mitt Samtidig

men auga eig meg framleis

nokre av dikta mine handlar om deg melding lagra i kladd

Hun lå på armen hans med sin gryende forelskelse og ante fred ingen fare, stakkars Han var dessverre allerede godt i gang med å elske henne

til sist følgjer du meg ut i natta og ut på glatta der handa di tek mi så er du i mi hand så er eg i di hand og betre hand har eg aldri kjent

lyset du treng finst

Eg veit ikkje, eg Eg veit ikkje kven eg er eller kor et kjem frå eller kven mor mi og far min er eller kva eg skal ha til middag eller når eg har fødselsdag eller kva katten og hunden seier eller kva farge det er på himmelen eg vei berre at det er deg eg vil kysse akkurat no

Efter julis silke kommer august med fløyel og brennende lys. De blussende kinnenes måned da brystene er tunge og brune av sol. Modningens tid. Keiserens måned. Ikke vent. Elsk i august. September kommer snart med sine rynker og sin tørre munn. Se - svalene skyter med piler. Huj-huj, hør latteren. Plutselig er det din tur.

Dei vakraste er ofte dei mest einsame.

Det fineste i verden er at du som er så glemsk lar være å glemme meg

Berre ei natt. Der nokon ser. Der nokon lyttar. Der nokon ler av vitsane hennar. Der nokon held ho slik ho vil bli halde. Bare ei siste natt.

for kjærleik er noko som raslar i graset på overskya dagar

Mørkets taage sænker sig over trær, over plæner, bladene har ingen farver, græsset har intent grønt. Lygternes blus er mørkets gule pupiller -  gule pupiller, som vider sig ud saa sælsomt. Ingen er der, som ler eller sukker i parkens gange. Jeg hoster. Min hosten lyder som spøkelsesharken. Jeg gaar. Mine skidt er som spøgelseskridt. Men i parkens mørkeste gang, hvor lygter ei brænder, sidder skjult mellem trær paa en ensom bænk en skjøge. Der er slør for de blege kinder, sort slør - bag det storte slør er der øine, som sælsomt glimter. Og jeg gribes af en vemodig, natlig glæde, ved at møde i mørket, i den døde nat, et menneske. Jeg sætter mig ned stille, drar sløret tilside taust, nærmer mine øine til hendes, min sjæl til hendes. Lydløst daler nogle blade. Varsomt lægger jeg æret til hendes hjerte … Og brister i graat, graater i hendes kolde hansker, graater og graater, og ved ikke, hvorfor jeg graater. Hun støder mig ikke bort. Hun tørrer mine øine nænsomt. Og jeg griber hendes hænder i angstfuldt tungsind og ber hende gjemme mig, gjemme mig, gjemme mig. Mørkets taage sænker sig over trær, over sjæle. Løvet har ingen farver, græsset intet grønt. Men i taagen daler lydløst sorte blade, og i mørket sidder skjult paa en ensom bænk en navnløs, og gjemmer ved det hede bryst en sygs ansigt, og gjemmer i de myge hænder en ræds øine, og ingen uden Gud hører hans saare hulken, og ingen uden Gud hører hendes trøstende hvisken.

jeg har lånt den, sier jeg det har vi kanskje alle? vi får passe på den, da, og levere den videre i god stand kanskje la det være noe av oss igjen i den noe vi ikke kunne være foruten

hver morgen setter jeg meg foran vinduet før du våkner slik at du kan se solen stå opp mellom skuldrene mine

Si fra om du trenger en venn. Hvis jeg var deg, ville jeg ropt på meg.