Generation 90 Vi der åbnede øjnene og græd, da solen skimtede indimellem gardinerne på hospitalerne, imens efterklangen af “MR GORBACHEV - TEAR DOWN THIS WALL” rungede igennem de europæiske luftlag.

Resterne af berlinermuren sælges stykke for stykke, ligesom vi sælger vores sjælegrundlag, til et samfund der her CCTVøjne og SoMe-følefingre, der varetager vores følelser af integritet og selvværdi. For vi skal ikke være nogen. Vi skal være “NOGET” Generation 90 Vi piger, som legede “hop-over-bold” i skolegården og forgudede Spice Girls på en skrattet boomblaster, imens vi brugte mere tid på at diskuterer hvem der var Sporty Spice end egentlig at synge med. Vi piger, føder for få børn. Her er det scary shit, at min kommune spørger mig, om “jeg har talt mine æg?”, imens jeg går i det offentlige rum. “Der er dobbelt så stor chance for at blive gravid som 25, end som 35″ giver mig ærlig talt ikke mere lyst til at være en Baby Spice. For min kapital som kvinde, er om jeg vil sprede mine ben i fædrelandets navn og lade mig voldtage, med de økonomiske forventninger om, at producere endnu en mønsterborger til det danske samlebåndsfund. Generation 90 Vi der fik at vide “At du kan gøre alt, intet du har sat dig for er dig umuligt.” indtil økonomien krak og tvillinge tårnene styrtede sammen med vores muligheder, for at blive til frie uddannede individer, med drømme i lommen og stjerneskud i øjnene. “Vores BNP har brug for akademikere! Danmarks eksport, skal være viden.” Lød det. “Nu har vi brug for håndværkere! Ikke alle skal være akademikere jo, skal vi huske. Nogle skal fikse vores rør.” Står der på regeringsagendaen, som en stor fed usynlig undskyldning for, at et beslutningbord engang klokkede i revideringsspinaten.

Generation 90 Vi, som bevæger os mellem hinanden, som brandmænd i kattegats saltvand. Gennemsigtige sind og med lange arme, men vi er alle bange for at røre... fordi vi er overbeviste om, at vi brænder os på hinanden. Vi er den depressive KGB: Alle enlige spioner som ikke tør fortælle til hinanden, at vi har ondt i sindet - fordi vi er blevet opdraget til, at det er skamfuldt, at have sorg i psyken.. Og det gør os bare mere syge. For der er mere hjælp at hente for din 38% i skat, hvis du har brækket en ankel, end hvis du er ved at begå mord på dig selv.

I dropped my passport on the floor several times and started to wonder, if this was a good idea. I boarded the plane and through the sky I soared. 

Hvis min depression var en farve, så ville den være beige.  Ikke grå Ikke sort Ikke en kraftfuld rød eller en bevægende blå,  Nej, den er  Ikke særlig dramatisk Ikke særlig stormfuld

Den er bare “beige”. Hvis min depression var syltetøj, så ville den være appelsinmarmelade. Ikke særlig dessertagtig,  Ikke sød eller syrlig.  Går ikke særlig godt med smør eller magarine, og hverken toast eller rygbrød synes det er fedt, at få mig smurt på ryggen.  Til gengæld, så kunne jeg godt gå med en ekstralagret ost  eller en tvebak, en satans tvebak.  Hvis min depression var et bagværk, så ville den være en tvebak.  Ikke kage, ikke kiks, ikke småkage og slet slet sleeet ikke knækbrød. Jeg smuldrer bare, krummer i sengen og sidder fast på din læbepomade fordi du var for ivrig med smøren og nu er din kæreste heldig, fordi han får en exfoliering. Eller måske er du heldig, fordi jeg med mine tvebakskrummekrop skurrer død hud af hans orale ædespalte, så du kan få fløjlsbløde kys.  Sig lige tak næste gang! Okay? Hvis min depression var en person,  så ville hun hedde Hanne og have små sommerfuglespænder i sit saltogpeberfarvede hår.  Hanne har midterskilning og flirty rottehaler. Hun beskriver sig selv, som en “frisk pige på 43″ på datingprofilen og hun går uden trusser, hver dag. Hanne, hun er kinky og har en fetish for unge mænd med fulgebryst og dun på overlæben. Fordi inderst inde, så føler Hanne sig som en panter der jager sit bytte.

45 klovne i et rum, i hver sin farve, med en lille sort hat og tre plyssede knapper på dragten. De har komiske store sko, for at få dig til at grine. De har komiske store smil, for at få dig til at le med dem. De har komiske røde næser, for at få dig til at føle dig bedre tilpas med dit eget udseende.

Jeg er glemson, fordi jeg elsker at få beskeder fra folk, som vil spise min hud og smage på min sjæl, men jeg svarer ikke fordi jeg er ”glemsom” og egentlig ikke overskuer flere mennesker i mit liv. Samtidig begærer jeg muligheden, for at være den som ikke går alene hjem fra festen endnu en gang.

Jeg græder fordi, at alt som føltes rigtigt i går.. føltes forkert i dag.

Poesi giver mig lyst til at kaste op Så jeg skriver.

Kærlighed giver mig lyst til at kaste op Så jeg vil det endnu mere end før

Mennesker giver mig lyst til at kaste op Så jeg craver nærhed mere end nogensinde før

Jeg græder fordi kemien i min hjerne har lockout på endorfinfronten og jeg er for pragmatisk anlagt.

Satte dig op på en piedestal, som du ikke engang kunne leve op til.

Jeg slipper min tankefascination af dig og slipper fri fra fatamoganalænker.

Søn af alt der gror. Du var med til at lade mig gro igen.

Jeg ved at det er sikkert at falde, men lader hver.. for den her tid er ikke til dig og mig. En anden tid, et andet sted. En anden tanke, et andet savn.