Bare endnu et ungt menneske

Jeg kunne godt tænke mig en kolonihave

Føler jeg er ved at være oven vande igen pga. kunsten. Er også på antidepressiv og går til psykolog, men det at skabe og at finde roen i det, har virkelig redet min sjæl op af det kolde vand og givet mig lysten tilbage

At være sygemeldt sucks

Mine veninder køber hus og lejlighed med deres kærester, mens jeg sidder alene i den lejlighed jeg har boet i det sidste halve årti og ikke ved hvad der skal blive af mig. Føler mig kortsluttet

Jeg venter. Venter og venter og venter. Men hvad venter jeg på?

Mit grundlag for at vælge den ene psykolog frem for den anden er baseret på, at jeg i en drøm fik en personlig anbefaling fra en, der spillede en meget lille rolle i drømmen

Jeg vil gerne på biblioteket og enten låne en god skønlitterær eller en fin digtsamling, der taler til mig på et æstetisk og eksistentielt niveau. Nogen der kan anbefale noget til en fellow ung (måske) depressed girl? <3

Jeg er blevet sygemeldt. Men har snakket med en ven og har grinet og rettet an til kaffe idag, for det var en vigtig aftale, jeg før har aflyst. Føler jeg har snydt mig til sygemelding. Men på alle andre tidspunkter står tårerne på spring (eller får frit løb) og jeg har ondt i maven - så er det vel ikke en løgn jeg har bildt mig selv og andre ind?

Tanken og lysten til at gøre mig mere i det kunstneriske vokser. Altså på et plan, hvor jeg på sigt godt gad gå ned i tid på mit arbejde for at få rum til det

Kender I det at der er nogle mennesker man bare virkelig har lyst til at tegne et portræt af? Der er en på mit arbejde, som har et ret interessant ansigt - sådan udtryksmæssigt. Ikke fordi han er "klassisk smuk". Men shit han ville synes jeg var weird hvis jeg spurgte om jeg måtte lave et portræt af ham ahahah

Jeg gjorde det sgu. Kom afsted til Italien mens jeg følte jeg forlod min mentale tilstand derhjemme i flammer. Og det var godt. Uh det var GODT! Men så kom jeg jo hjem igen og nu savner jeg Italien og den sindstilstand, jeg havde der

Bægeret flød over igår og min veninde måtte komme og holde om mig mens jeg sad og snottede og græd. Har i lang tid sagt at advarselslamperne ikke var så slemme endnu, men det var en løgn, jeg bildte mig selv ind