msw

har stadig drømme om min eks og hans familie. i nat var det en drøm hvor jeg græd som pisket. han slog op med mig for 5 år siden. stopper det nogensinde? måske er det en måde min underbevidsthed rydder op på

jeg hader at snakke i telefon. men jeg ville ønske at nogen ringede til mig. tog sig tiden til at snakke med mig.

jeg tænker tit på hvem der stadig har minder der dukker op om mig. jeg har mange i øjeblikket. blev mindet om hvordan min ekskæreste kørte en specifik vej ud af min landsby. det stod pludselig lysende klart for mig selvom jeg har prøvet at begrave alle tankerne om ham længe. forleden dag blev jeg mindet om ham jeg havde en ting med i sommers og jeg følte at jeg stod lidt i hans stue igen. jeg tænker også på ham jeg havde en ting med i sommeren '24. om han nogensinde finder ro i sig selv i stedet for med en kæreste. min første "rigtige" kæreste i 7. klasse har også været i mine tanker. mest fordi han skrev til mig ud af det blå for to år siden, stillede hans spørgsmål, og forsvandt lige så hurtigt som han var kommet. jeg håber min fremtid bliver lysere end min fortid.

jeg ville bare fucking ønske at nogen skrev til mig og spurgte hvordan jeg havde det. jeg ville ønske at nogen viste mig at jeg ikke er glemt. at jeg måske endda var elsket. bare en lille smule.

jeg føler mig glemt. eller. jeg er glemt. det er jeg ret sikker på. jeg har forsøgt at række ud til nogle af mine veninder. eller. det troede jeg at vi var. nu er det et sted mellem eks veninder og gamle veninder. føler mig mere alene nu end jeg har gjort i ti år. heldigvis har jeg stadig to gode veninder. så måske er jeg ikke helt så alene som for ti år siden. men det føles sådan. især når jeg har følt mig så elsket og omgivet af mennesker jeg holder af. nu er det som om at vi er modpolerne på en magnet. frastødt helt naturligt så man knapt nok opdager det. det er bare sådan at det er nu. en ny virkelighed.

får snart mens så er følsom. anyways. crasher out over at jeg aldrig finder gode fyre. de er aldrig i et stadie hvor de vil noget seriøst. er det fordi jeg ikke er den seriøse type? hvordan kan min hjerne være formet på sådan en fucked måde at jeg kun tiltrækkes af og ser en fremtid med dem der ikke gengælder det? hvor gik det galt henne? hvorfor kan min ekskæreste udskifte mig med en han nu har levet lykkeligt med i snart 5 år? hvad var der galt med mig? hvad fejler jeg? er det min opvækst der har gjort det? at jeg aldrig var interessant for drenge da jeg var lille? har jeg gjort noget i mit forrige liv som jeg nu skal bøde for? var jeg for glad og havde det for godt og levede for frit i '22? var det al den glæde og sjov jeg må få i mit liv? hvornår bliver tingene bedre?

min date gik godt og vi skriver stadig. så jeg dagdrømmer og håber vi snart skal ses igen. han har bare ret travlt med uni og vi bor 2 timer væk fra hinanden. forbliver håbefuld!! kan faktisk godt lide ham og er tiltrukket af ham juhu

skal på en lille kaffedate på fredag!! nu hvor jeg tænker over det er det nok den eneste første date ever sådan ude i verden og uden at være hjemme hos en med forventningerne om et hookup. pray for me!! gode tips modtages med kyshånd

hvad er der i luften? alt i mig skriger på kys, nærhed, berøringer i alle afskygninger. vil elskes. og elskes med. vil forkæles, nyde det og nyde min partner. føle mig tryg. lade instinkterne tage over og slå hjernen fra. men det skal være med en som jeg er tiltrukket af. og de findes ikke lige i øjeblikket. jeg savner og mangler noget jeg ikke har. øv.

jeg er i sådan et underligt sted af mit liv. arbejdsløs og hjemløs. eller. jeg bor hjemme hos mine forældre. men det føles ikke rigtig som et hjem. jeg er gæst. på deres præmisser. jeg laver mange ting, bager, mad, rydder op, ordner vasketøj. jeg kan ikke rigtig slappe af. har ikke tid for mig selv. vil gerne fremad men føler mig fastlåst. alle andre virker til at have noget kørende. eller i det mindste nogen at snakke med. jeg hækler en masse. putter og kysser på vores 14 årige hund. føler mig ensom. tænker meget på romantisk kærlighed. tænker på hvad jeg har gjort forkert siden jeg har været single i snart 5 år. om jeg nogensinde finder den rette for mig. heldigvis har jeg fået høje standarder, så jeg aldrig finder sammen med en der gør mig ked af det igen. jeg fokuserer på mig. måske er det også okay at have sådan en stille periode.

jeg hader den internalisered fatphobia jeg har. hvorfor synes min hjerne det er logisk at jeg ikke fortjener gode ting på grund af min vægt og kropstype? at det er mit udseende's skyld at jeg ikke har en kæreste eller et voksenjob.

jeg har sådan et dybfølt ønske om at finde mit livs kærlighed. men alene tanken om at skulle ses med en fyr får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. jeg ved at næsten ingen kan leve op til mine forventninger, håb og drømme. prøver at fokusere på mig selv og mine venskaber. men den romantiske drøm forbliver i baghovedet. hjælp.

heyyy.. life update: jeg har været cand.soc. i international politics and governance i næsten 3 uger nu. jeg er pinligt single (igen). mit lys og udstråling er slukket. jeg håber alt bliver bedre snart