Jeg ville skrive om dig, fordi jeg stalkede din instagram og blev fanget af et billede hvor dine blide øjne stirrede mig ind i sjælen. Men det første mine øjne mødte, da jeg åbnede mine noter, var min indkøbsliste fra i tirsdags. I tirsdags var jeg i føtex. Vi skulle købe ind til en ret jeg ikke engang kan huske nu. Måske giver det mening, at jeg ikke kan huske den. Det var bare endnu en almindelig tirsdag. Et ligegyldigt minde. Det minder mig om alle de minder min hjerne har fortrængt, der sidder dybt i mit hjerte som en følelse, men ikke som en erindring. Ikke som et visuelt minde, men som en følelse der giver mig en knude i halsen og får min kæbe til at spænde op og syre til. Et minde der får det til at føle som om, at der bag mine øjne er et uroligt hav der ulmer. Men alligevel, dog et minde der er blevet fortrængt i mange år. For der kom ny kærlighed. En anden kærlighed. Ikke en værre kærlighed, bare en anderledes kærlighed. En kærlighed der får mig til at undre mig over, hvilken kærlighed der er rigtig eller bare hvilken kærlighed der giver mening for mig hvor jeg er nu. Den kærlighed med frihed, den kærlighed der får én til at gro og sætte spørgsmålstegn ved det hele. Den kærlighed der gør én til en boss bitch. Den kærlighed man har haft ved sin side de sidste mange år der har styrket én. Eller om den ægte kærlighed var den der stadig huskes og som stadig mange år efter sidder i kroppen, men som ikke fysisk er tilstede. Den kærlighed der er ved min side, er den kærlighed der i momentet ikke er ligeså intens. En kærlighed der i momentet ikke får dit hjerte til at svulme op og få det til at springe af glæde som om man connecter på et kosmisk niveau og kan læse hinandens sjæl. Måske er det blot fordi man har den lige her, ved sin side? Fordi den er fysisk tilstede og derfor ikke er ligeså spændende? Der er intet svar. Vi har begge fundet en anden kærlighed, der giver os begge så meget. Så mange ting vi ikke kunne få hos hinanden, men alligevel vil følelsen altid være der. Jeg er ked af hvordan det hele skete, for jeg trak ikke kun dig ned. Jeg trak også hende ned og var uretfærdig og bebrejdede hende og dig for, at du ikke længere ville være en del af mit liv, når vi begge godt inderst inde vidste at det var hvad der skulle til. At det var uundgåeligt. Jeg var bare egoistisk. Ikke da jeg faldt for en ny, det er nemlig menneskeligt men også brutalt. Men da jeg ikke lod dig komme videre med livet, der var jeg ikke retfærdig. Der viste jeg dig ikke, at min kærlighed var ægte. Men det var den. Men jeg elskede to og jeg kendte kun til én kærlighed og kunne ikke leve i uvished. Men du skulle jo videre også. Du skulle have det godt. Du skulle have dig en hundehvalp og en lejlighed i den trygge by du er vokset op i, med en tryg kærlighed forankret i en tryg pige der vil og kan give dig alverden. Én som ikke svigter dig. Nu er vi begge videre. Vi har det begge godt, men du vil foraltid være et følelsesminde der sidder dybt begravet i mine opspændte kinder og sammenkrøllede hals. Tanken om, at det aldrig bliver og nok aldrig bør blive, er skræmmende, men nok også realiteten. Undskyld for min måde at håndtere det på.
